Kendte31. marts 2023

Casper Christensen får nok: Afbryder DR-interview

I DR's nyhedspodcast "Tiden" smækker Casper Christensen røret på midt i et interview med journalist Simon Stefanski
Casper Christensen har kastet sig ud i et NFT-eventyr, men det er ikke lige alle spørgsmål angående projektet, der falder i god jord. nbsp;
Casper Christensen har kastet sig ud i et NFT-eventyr, men det er ikke lige alle spørgsmål angående projektet, der falder i god jord.
 Foto: Robin Skjoldborg

I dag lanceres et NFT-projekt ved navn "The Freudian Slip", hvor digitale kunstværker med Casper Christensen i fokus sælges for 2000 kr. pr. stk.

Og det nye projekt er da også et af emnerne i dagens afsnit af DR-nyhedspodcasten "Tiden", hvor vært Simon Stefanski ringer den 54-årige komiker op for at få en snak om det opsigtsvækkende projekt.

Men det er ikke mange spørgsmål, Stefanski når at stille, før Casper Christensen afslutter interviewet. Allerede fra start får komikeren nemlig journalistens spørgsmål galt i halsen:

– Det første spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille dig, Casper Christensen, det er selvfølgelig: Har du brug for pengene eller hvad?, lyder det fra "Tiden"-værten.

– Hvad har det med sagen at gøre?, lyder det prompte svar fra Casper Christensen, der fortsætter:

– Hvis det er sådan noget pjat der, så tror jeg ikke, jeg gider lave interviewet. Jeg troede, det var seriøst. Min økonomi har ikke en skid at gøre med det. Og hvis du tror, jeg arbejder for at tjene penge, så … Jeg arbejder også for at lave noget, der er fedt. Det har jeg gjort hele mit liv. Sådan har det hele tiden været. Jeg går ind i projektet, fordi jeg synes, det er spændende og interessant og jeg synes, jeg kan give noget til andre. Tjener jeg penge på det? Det er nødvendigt, slår han fast.

– Jeg tror bare, vi stopper her. Jeg gider ikke, afslutter han, mens Simon Stefanski prøver at glatte ud:

– Det var bare drilsk. Jeg vil gerne vide, hvad det handler om.

Men den forklaring har Christensen ikke meget til overs for:

– Ha' en dejlig dag med drillerier hos nogle andre. Jeg gider ikke sådan noget drilleri. Ha' en fortsat god dag, afslutter han og afbryder forbindelsen.

Tilbage står et noget uforstående Simon Stefanski, der ikke helt ved, hvad der ramte ham:

– Jeg ville faktisk gerne have hørt noget mere om ideerne bag den nye NFT-kunstsamling, men det blev altså spoleret af mon trang til at stille drilske spørgsmål. Lad os komme videre til næste historie.

Du kan høre interviewet hos DR omkring minuttal 2:31.

I en mail oplyser Anders Emil Møller, der ledende redaktionschef i DR Nyheder, til SE og HØR, hvorfor interviewet er blevet bragt:

– Vi ville selvfølgelig gerne høre Casper Christensen om, hvad NFT er for noget, og havde spørgsmål til, hvorfor han har kastet sig ud i det. Han er så ikke helt tilfreds med første spørgsmål, men han får dog sagt, at det ikke er for pengenes skyld, at han er med i NFT-projektet, og det vil vi naturligvis gerne bringe videre til vores lyttere. Vi ville også gerne have spurgt om mere, men det var der ikke mulighed for.

Til Ekstra Bladet fortæller Casper Christensen, at han ikke mente, at spørgsmålet faldt inden for den aftalte præmis. Han oplyser desuden, at journalisten har sagt undskyld, og at der endda er blevet udvekslet hjerte-emojis mellem de to.

Sponsoreret indhold