Kendte11. maj 2024

Bondes bud: Sådan bli’r Eurovision-finalen

SE og HØRs ekspert på stedet gi’r dig her alt, du skal vide, inden lørdagens finalebrag i Malmø
Nu skal vinderen af Eurovision 2024 kåres.
Nu skal vinderen af Eurovision 2024 kåres.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

SENESTE: Derfor blev Joost Klein smidt ud af Eurovision-finalen

1. SVERIGE

Hele den efterhånden bizarre badulje blæses i luften med et blå-gult brødrebrag. Eller vent, de er faktisk norske, men close enough. Og oven på dagens drama-på-drama-på-meget-mere-drama i Eurovision-land er den detalje vist aftenens mindste ‘ahvabehar?’ Som skudt ud af en Matrix-movie, synkrondanser twin-torpedoerne Marcus & Martinus pop-/politikpartyet pænt fra land. Og med lidt go’ vilje sidder ‘Unforgettable’ faktisk fast - for en stund. Men hinsidan er de nok fint fornöjd med, at de slipper for at ‘hoste’ igen næste år.

2. UKRAINE

Ingen over eller ved siden af, når de blå-gule indtager Eurovision. For enten sejrer svensken for 118. gang - eller også stryger Ukraine atter sikkert videre. De krigshærgede kammerater har endnu til gode at misse en finale - og semikonceptet fejrer trods alt 20-års jubilæum i år. Alyona alyona & Jerry Heil lever op til det hele - og er med fortryllende ‘Teresa Maria’ sågar et seriøst vinderbud lørdag.

3. TYSKLAND

Har trods kontinentets største befolkningstal svært ved at finde ‘Der, Die eller Das Superstar’. Og selv om ISAAKs råskurede lyd og lyrik i min bog er ganske undervurderet, står stjernerne heller ikke i år helt rigtigt på himlen over Rhinen. Potent powerpyro er intet nyt under solen - og naboerne løber med ‘Always On The Run’ stadig søgende rundt efter opskriften på douze points.

4. LUXEMBOURG

Hallelujah! For et comeback! Luxembourg klinger hjerteklokker hos nostalgiske Eurovision-fans. Og heldigvis blamerer lilleputterne sig langtfra i returen. Tværtom. For TALI er med Pippi-lange rottehaler en vaskeægte ‘Fighter’, der på charmerende frenglish forhåbentlig får finalepulsen op ude i Europa!

https://imgix.seoghoer.dk/2024-05-07/Bonde.jpg
SE og HØRs mand i Malmø Nikolaj Bonde har dækket Eurovision i mange år. I årets finale spår han, at det enten bliver Kroatien, Ukraine eller Schweiz, der løber med sejren.
 Foto: Privat

6. ISRAEL

Ja, så bli’r det lige lovlig lakrids. Årets mest omdiskuterede entré er - netop derfor - nærmest umulig at spå om. Sprog går dog ikke i krig - og mixet af engelsk og israelsk har alle dage været vakkert. Til gengæld er ellers eventyrligt smukke Eden Golans sceniske sats knap så klædeligt. Alt er åbent med ‘Hurricane’, som dog klistrer kælent i øreskakten.

7. LITAUEN

Så er det op af sækkestol og chaiselong! For her kommer sexy Silvester Belt med Litauens måske bedste vinderbud til dato. Mens esterne og letterne har smagt sejrssødmen i start-00’erne, mangler vennerne fra Vilnius stadig victory. Med natklubvibes kommer ‘Luktelk’ tættere på end nogensinde.

8. SPANIEN

Dolly uden D-skål eller bessemor med sex i. Vælg selv, når Nebulossa cougar-kæler for kamera og knejtene omkring sig på silkelagenlirede ‘ZORRA’. Ja, man drømmer sig jo nærmest ned til et sydspansk sovekammer for at lade sig forføre for hele formuen! Af señoraen eller hendes danse-darioer - igen: Vælg selv. Og vamos!

9. ESTLAND

Kukkuk, er der nogen hjemme?! Ikke hvis du krydser Østersøen - for de er allesammen ude at danse spjætmazurka i gaderne. At resten af Europa så ikke lige kan Tallinn-trinene, lever de nok med. For her gælder det ligeså meget om at råbe: ‘SE LIGE OS!’, når bessefarbandet 5MIINUT x Puuluup (ja, det hedder de sågu) svinger træben på (og hold nu fast i gelænder og gebis): ‘(nendest) narkootikumidest ei tea me (küll) midagi’.

10. IRLAND

Glem alt - og jeg mener ALT - om Johnny Logan i 80’erne eller søvnige sejre i 90’erne. I år har irerne vendt det hele på hovedet - og byder nu ind med både djævledukke og drabelig dynamik, når scary Bambie Thug melder ‘Doomsday Blue’. Europa vil ha’ overdrevet kukkuk-ness - og værsgo’!

11. LETLAND

Lette kalorier - ja, pardon for onkeljargonen. Men aftenens tisse-, kaffe- og puttepause er altså nu. Jovist, Dons er sikkert søndersympatisk og go’ mod kravl og katte. Men der bli’r altså lavet mere gabegymnastik end lagenlir til ‘Hollow’. Så hellere en sjus på københavnerbaren Riga.

12. GRÆKENLAND

Splitte mine zorbasejl, så stepper grækerne ind - og en smule op efter et par magre år for den ellers Eurovision-elskelige fan- og fetafavorit. Marina Satti er skøn at skue som en Helena - og rytmeriff’et på ‘ZARI’ fejler heller intet. Her betyder de hvide klude ikke overgivelse - men overlevelse.

13. STORBRITANNIEN

Olly, Olly, Olly - vil du med hjem i min trolley? For med så smidigt kadaver kan du da sagtens klemmes ned. Briterne løfter sig labert og lummert med kapringen af den allerede etablerede ener Olly Alexander, som her inviterer os med i omklædningsrummet for at vise, hvor kinky sådan et faktisk kan være. Ja, det burde sangen vel egentlig hedde. Kinky og ikke ‘Dizzy’. Nå, who counts. Helle for danseren med bar hud …!

14. NORGE

Var dig norske skovkat og troldepus på fjeld! For nu er der denunderfløjteme riv og rav i mosbunden mod nord. Gruppen Gåte er alletiders mest autentiske bidrag fra nordmændene (og kvinderne - og alt derudover). Og dog. ‘Nocturne’ funklede i ‘95 - og vandt. Det gør hylende ‘Ulveham’ næppe, men vi er sgutte så langt fra. Heja Norge!

15. ITALIEN

Mad eller musik. Italien smager bare delicioso! Og også i år er der bid i lasagnepladerne. Både Angelina Mango selv, det snorlige sceneshow og popperlende ‘La Noia’ er lige til at labbe i sig. Vi snakker listiglækker latinlyd, der hiver i hofter og hale på et af Europas vakreste musiksprog. Tutto bene! Og sikker top 5!

16. SERBIEN

Har de seneste år brilleret i bedste Balkan-style - men er i år vendt tilbage til balladerødderne. ‘Ramonda’ skal man høre et par gange eller fem, før den sidder fast. Og det er trods melankoli-melodi næppe nok for Teya Dora.

17. FINLAND

Har man sagt Suomi (sådan kalder de sig selv), har man også sagt crazy. Men hvor finnerne i fjor forblændede hele kontinentet med slimgrønne Käärja i pink powerpotpourri, er der i år tale om vaskeægte Laplands-balalajka. I den forstand at finner er så uendeligt svære at blive kloge på. Især når man bruger ‘Windows 95man’ som styresystem. Her hersker ingen regler - og netop derfor går ‘No Rules’ videre.

18. PORTUGAL

I årtier regnede man ikke portvinens land for noget som helst i denne dyst om lyd og lir. Men de seneste år (ej mindst i 2017-sejren) har portugiserne taget den særprægede seance seriøst. Også i år, hvor iolanda med ‘Gritos’ atter tyr til det stille - men powerfulde. Og så i kridhvid collage.

19. ARMENIEN

Ingen kontinentkomsammen uden etniske eventyr - og her er armenerne eksperter. Jerevan og omegn har gravet rødderne frem og winger Eurovision-viben af med vidunderlige vers på folkloriske ‘Jako’. Men har vi set det før? Jo, det tror jeg nok - et par gange eller 90. Går den så også denne gang - nu for LADANIVA? Tjaeh, bum bum …

20. CYPERN

Stiller for Zeus ved, hvilken gang med en toptunet Eurovision-klaaassiker: Beats, du kan kaste nakke og latinlokker til, gå banjo på floor over og nyde synet af, når Silia Kapsis kalder dig en ‘Liar’.
Endda med rødt-hvidt islæt! De fire unghaner, der vrikker vaskebræt om hende, har dansk pas.

21. SCHWEIZ

Hvis koden til Eurovision-triumf er balancekunst på en svævende tallerken, så har schweizerne fat i den lange Toblerone. Som en nyudsprunget knop i alpeviolbedet snurrer Nemo os om sin lillefinger - og mener at have fundet ‘The Code’.

22. SLOVENIEN

Er og bliver en uforudsigelig størrelse i Eurovision. Et år genialt, det næste gak gak og det tredje galimatias. Og så formår de denne gang endda at finde en fjerde vej. En begravet Lady Gaga-klon vågner fra det hinsides og gi’r den som skindød sensuella. Om Raiven burde blive i gra-i-ven med ‘Veronika’ er aftenens åbne spørgsmål.

23. KROATIEN

Man bli’r helt sulten, når Baby Lasagna gør Eurovision-scenen usikker. Både efter italiensk pasta og efter mere af det kroatiske kraftspring. ‘Rim Tim Tagi Dim’ er landets hidtil største vinderhåb. Vi taler Måneskin i Balkan-klæ’r. Og kawabunga, hvor det klæ’r kroaterne!

24. GEORGIEN

Anede man ikke bedre, kunne man tro, at georgierne havde luret de seneste 20 års babe-vrider-sig-til-latinlummer-sexrytmik-i-et-potent-pyroflammehav-opskrift. Og souffleres den ordentligt, smager den da også jätte bra. Kedeligt kan man vel næppe kalde det - medmindre man reelt lytter til sangen. Nutsa Buzaladze (nice navn, btw) kæmper med mere end ild på ‘Firefighter’.

25. FRANKRIG

‘Bonsoir monsieur’, fik jeg forleden fremstammet, da jeg tilfældigt løb ind i Slimane i hotelbaren i Malmø. For med så suverænt stemmebånd bli’r man stensikkert starstruck. Min kærlighed fik jeg dog ikke erklæret, så det er næppe mig, han synger om på ‘Mon Amour’. Nå, nok om undertegnede - det her handler om aftenens største stemme. Som der bør være stemmer i. Tre minutters magnifique musique. Vive la France!

26. ØSTRIG

Afterski sku’ være så ski’eskægt. Men efter i aften vil Europa med garanti hellere til raveparty med Kaleen & co. I drømmediscokugleoutfit boltrer tyrolerchicken sig som en sølvfisk i floden - og er en fa’ens farlig forret før Danmarks entré. ‘We Will Rave’ - ja, OM vi vil!

Sponsoreret indhold