Nyheder11. maj 2024 (opd. 11. maj 2024)

Holland smidt ud af Eurovision: – Det er en kæmpe skandale

Ole Tøpholm er i den grad i chok over beslutningen om at diskvalificere Holland ved Eurovision
Joost Klein og Holland er ikke velkomne til lørdagens finale.
Joost Klein og Holland er ikke velkomne til lørdagens finale.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Det er aldrig før sket, at en deltager er blevet diskvalificeret så tæt på finalen i Eurovision.

Sådan lyder det fra Ole Tøpholm, som i mange år har kommenteret showet for DR, efter at den hollandske deltager, Joost Klein, lørdag er blevet diskvalificeret.

- Man kan konstatere nu, at det er en kæmpe skandale. Oven i al den anden støj på linjen og politisk debat der har været, så var en personsag ikke det, som Eurovision havde brug for, siger han.

Joost Klein er blevet diskvalificeret, efter at der har været en hændelse, som politiefterforskes. Ifølge Eurovision overskrider hændelsen deres retningslinjer for adfærd.

Flere medier har fået bekræftet af svensk politi, at man har undersøgt en sag om ulovlige trusler. Svensk politi har ikke bekræftet, at sagen handler om, at Klein skulle have fremsat trusler.

- Nu har vi i månedsvis diskuteret Israels deltagelse, og så kommer der også sådan en sag, som skaber yderligere flimmer, siger Ole Tøpholm.

Han forventer ikke, at sagen vil blive bragt op ved lørdagens finaleshow.

- Jeg tror, at svenskerne kommer til at gøre sig umage med at holde en fest på tværs af landegrænser, og så gennemfører man bare det samme show med 25 sange i stedet for 26, siger han.

Der var i forvejen et stort sikkerhedsopbud ved Eurovision, som i år bliver afholdt i Malmø.

Det skyldes, at der i månedsvis har været heftig debat om, hvorvidt krigen i Gaza skulle betyde, at Israel skulle udelukkes fra konkurrencen.

Ifølge Ole Tøpholm er der dog stadig flere ubekendte, selv om de svenske værter formentligt vil gennemføre showet som planlagt.

Man kan ikke på forhånd sige noget om, hvordan publikums reaktioner på showet vil være, eller om deltagerne kan finde på at gøre noget i løbet af finalen.

Han henviser blandt andet til, at der blev buhet af chefen for arrangøren EBU, da der fredag blev holdt generalprøve.

- Sloganet er "United by Music" (forenet af musik red.), og det virker jo indimellem ironisk, når sagerne nærmest står i kø, siger Ole Tøpholm.

Danmark deltager ikke ved lørdagens finale. Det danske bidrag Saba gik ikke videre fra semifinalen torsdag.

Sponsoreret indhold