
Bombe fra Justin Bieber: Allerede klar med nyt album

LÆS OGSÅ: Av! Anmelder skiller Justin Biebers nye album ad
Justin Bieber-fans skal tilsyneladende ikke vente længe på nyt musik fra hitmageren, som tidligere i år udgav albummet "Swag".
Til midnat amerikansk tid udkommer opfølgeren nemlig, fortæller han selv på Instagram.
Dermed kan de danske fans glæde sig til at stå op til ny musik fra den 31-årige popstjerne.
Det var 11. juli, at Bieber med ganske kort varsel udgav albummet "Swag". Det var hans første album i fire år, siden han udgav "Justice" i 2021.
Det nye album blev ikke ligefrem taget godt imod af anmelderne, som blandt andet kaldte sangene "ensformige" og teksterne "intetsigende".
Med på det første album var blandt andre Dijon, Lil B, Sexyy Red, Gunna, Cash Cobain og 2 Chainz.
Billboard kunne for nylig erfare, at der var ny musik på vej fra Bieber, og ifølge medier giver det god mening, at albummet kommer nu.
"Swag" udkom nemlig lidt over en måned, før vinduet til 2026-udgaven af Grammy-uddelingen, mens efterfølgeren altså er kommet lige på den anden side af grænsen. Det betyder, at han slipper for at kæmpe mod sig selv til prisuddelingen, da de to albummer kan vinde priser i henholdsvis 2026 og 2027.
Justin Bieber har været på flere verdensturnéer i de seneste år, men han måtte både i 2022 og 2023 aflyse flere koncerter.
Den 31-årige sanger "prioriterede helbredet", fordi han havde været ramt af Ramsey Hunts syndrom, som en overgang gjorde ham delvist lam i den ene side af ansigtet.
