Mysteriet om Brittanee: Blev hun kidnappet og fodret til alligatorer?

(Foto: Privat)

Amerikanske Brittanee Drexel var godt klar over, at hendes forældre ville blive sure. Alligevel ville hun bare afsted.

Derfor tog den 17-årige pige afsted på dét, der skulle være hendes livs bedste ferie.

Sammen med sine bedste veninder ville hun feste, drikke sig fuld og lede efter flotte fyre i det festglade område Myrtle Beach i South Carolina.

Men noget gik gruelig galt – Brittanee forsvandt som dug for solen, og i syv år har hendes venner og familie levet i pinefuld uvished.

Nu mener FBI dog at vide, hvilken makaber skæbne der mødte den unge kvinde.

Efterforskerne mener nu, at den dengang 17-årige pige blev kidnappet fra sit hotel og mishandlet seksuelt i flere dage, før hun blev skudt. Liget smed hendes kidnappere ifølge efterforskerne ned i et sumpområde, der var fyldt med alligatorer.

De nye oplysninger i sagen kommer ifølge det amerikanske medie People fra et vidne, der angivelig så den 17-årige Brittanee, mens hun var indespærret i et hus tæt ved McClellanville i South Carolina.

Vidnet har også fortalt, at Brittanee forsøgte at flygte fra huset, men at hun blev ført tilbage, mens en person ”holdt en pistol mod hende”.

Det nye vidne har udpeget en person ved navn Timothy Da’Shaun Taylor, som lige nu er bag lås og slå i en anden sag om røveri. Ifølge vidnet var det blandt andre Timothy Da’Shaun Taylor, der mishandlede og misbrugte den unge kvinde tilbage i april 2009.

Taylors advokat fastholder, at der ikke er beviser, der knytter Taylor til sagen om Brittanees forsvinden.

Derfor er det altså stadig ikke sikkert, at Brittanees familie nu får vished.

Det eneste man ved med sikkerhed er, at Brittanee forsvandt fra et hotel 25. april 2009.

Brittanee Drexel forsvandt i april 2009. Foto: Privat

Den fodboldglade pige blev sidst set, da hun den skæbnesvangre dag forlod sit hotel Bar Harbor Hotel i Myrtle Beach for at møde venner på det nærliggende Blue Water Resort.

Overvågningsbilleder har vist, at Brittanee opholdt sig i omkring 10 minutter på Blue Water Resort, før hun igen gik. Men hvad der derefter skete, er altså stadig et mysterium her syv år efter.

Forinden den skæbnesvangre dag havde den unge kvinde fortalt sin mor, at hun ikke ville være længere væk end 30 kilometer fra familiens hjem i Rochester, N.Y.

I virkeligheden var den unge pige – uden familiens accept – taget meget længere væk for at tilbringe ”spring break” i Myrtle Beach i South Carolina.

Overvågningskameraet filmede Brittanee, da hun forlod hotellet den skæbnesvangre dag. Foto: Privat

Det var Brittanees daværende kæreste, John Grieco, der måtte ringe til Brittanees mor med den tunge besked, at de ikke kunne finde hende.

Dagen efter hun forsvandt, døde signalet fra hendes mobil ud.

Politiet kunne spore det sidste mobilsignal til et område ved South Santee River, der ligger i South Carolina. Men sporet endte blindt – og de sidste syv år har efterforskere forsøgt at klarlægge, hvad der skete med den livsglade og afholdte pige. Indtil videre uden held.

Nu håber efterforskere – og ikke mindst familie og venner – at de nye oplysninger kan kaste lys over sagen.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close