Kendte6. januar 2022

Billie Eilish og Kanye West rygtes til at spille på stor festival

Den berømte amerikanske festival Coachella blev aflyst i både 2020 og 2021, men ser nu ud til at skulle afholdes i år. Endda med flere kæmpe navne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega803083_096.jpg
 Foto: MEGA

Er man fan af Billie Eilish eller Kanye West, skal man overveje at sætte kryds i kalenderen til april.

Her finder den store festival Coachella sted i Californien over to weekender, og både Eilish og Kanye rygtes nu til at blive to ud af de tre hovednavne på festivalen. Det skriver musikmediet Billboard.

Arrangørerne er i fuld gang med at få det store kunstnerpuslespil til at gå op, og selv om alle brikkerne endnu ikke er lagt, ligger nogle ting dog fast.

Ny gammel udgave

Blandt andet er det officielt, at Travis Scott ikke skal spille på festivalen, som det oprindeligt var planlagt.

2022-udgaven skal nemlig i udgangspunktet være en kopi af 2020-udgaven af festivalen, der blev aflyst på grund af corona – ligesom at det også skete året efter.

Her var Travis Scott linet op til at spille, men han blev droppet tilbage i november, efter at 10 personer døde til hans koncert på Astroworld festivalen i Houston.

Også Rage Against the Machine er blevet droppet af arrangøren, Goldenvoice.

Kan ske overraskelser

Det vil ikke være første gang, at de to kunstnere i givet fald optræder på den californiske festival.

Billie Eilish spillede på Coachella så sent som i 2019, mens at Kanye West ikke har spillet der siden 2011.

Ved den seneste udgave af Coachella var det Arina Grande, Childish Gambino og Tame Impala, der fik æren af at være hovednavnene.

Man kan dog som publikum ikke være helt sikker på, at det er kun er kunstnerne på plakaten, der møder op. I 2019 overraskede Justin Bieber alle med en improviseret optræden under Ariana Grandes koncert.

Kanye og Billie Eilish mangler fortsat begge at blive officielt bekræftet som navne til festivalen, som finder sted 15.-17. april og 22.-24. april.

Sponsoreret indhold