Kendte28. juni 2022

Bam Margera fundet efter sit andet flugtforsøg fra afvænningsklinik

“Jackass”-stjernen formåede ikke at holde sig væk fra behandlingsstedet nær så længe som sidste gang
Bam Margera
"Jackass'"-Bam Margera flygtede i weekenden for anden gang fra afvænningsklinikken.
 Foto: MEGA

Efter den 42-årige tv-stjerne Bam Margera i weekenden igen formåede at flygte fra den afvænningsklinik i Florida, hvor han af retten er påkrævet at være indskrevet, er han nu blevet fundet.

Det skriver TMZ, der desuden beretter, at han blev fundet mandag på et hotel i Deerfield Beach.

Det er anden gang på få uger, at “Jackass”-stjernen forsvinder fra stedet uden tilladelse.

Dengang lød det, at han var flygtet fra stedet, da hans hustru ville skilles, og hun holdt ham fra deres søn Phoenix Wolf, 4.

Nu forlyder det, at han frygter, at han aldrig kommer til at se sønnen igen, hvis han fortsætter med at være på afvænningsklinikken.

Ifølge det amerikanske medie skulle hans hustru, Nicole Boyd, have bedt ham inderligt om at tjekke ind på stedet igen.

Da politiet lokaliserede tv-stjernen, skulle de desuden være ankommet sammen med hans mor og far, hvor de sammen holdt en form for intervention.

Her skulle Bam have sagt, at han ville se sin søn, før han tog tilbage for at få behandling, mens hans familie modsat fortalte, hvordan han skulle modtage behandling, før han ville få mulighed for at se ham.

Han tog herefter frivilligt med for at tjekke ind på en ny afvænningsklinik.

Sponsoreret indhold