Kendte17. april 2021

”Bagedysten” hjalp Liva videre: Kæmpede med angst

Både Liva og hendes far er gode til at lave kager, men for hende er det ekstra stort at være med i ”Den store juniorbagedyst”. Liva har i mange år haft angst, og forældrene var nervøse for, om hun kunne klare presset
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Gennemsnitsalderen er skruet gevaldigt ned, men ambitionerne og niveauet er alligevel tårnhøjt i ”Den store juniorbagedyst”. Også hos 13-årige Liva Mai Hansen, som ifølge hende selv er den blandt de unge bagetalenter, der har mindst erfaring. Det er der til gengæld en anden hjemme i Kastrup, der har, for Livas far, Morten, var sidste år med i ”Den store bagedyst”.

– Jeg var bange for, at folk skulle tro, at det var på grund af ham, at jeg var med i programmet. At jeg blev båret igennem, eller at han designede mine kager. Så jeg har ikke givet ham lov til at komme med gode råd og idéer, fortæller Liva.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/liva_1_0.jpg
 (Foto: Søren Jul Lamberth)

Angsten har betydet, at Liva i en periode ikke kunne klare de lange skoledage, og at hun er gået glip af mange sociale begivenheder. ”Den store juniorbagedyst” var en god anledning til at få indhentet nogle af de gode oplevelser. (Foto: Søren Jul Lamberth)

Og som man har kunnet se de seneste lørdage, kan hun sagtens kreere flotte kager selv.

Liva har nydt at være en del af ”Den store juniorbagedyst”, hvor hun også har fået en masse nye venner. Men vigtigst af alt er Liva glad for, at hun undervejs har lært en masse om sig selv.

Nervøs på Livas vegne

I flere år har hun kæmpet med svær angst og ocd, og det er blot et par år siden, at hun kom over det. Derfor var Livas forældre også noget nervøse for, om hun kunne klare at være med i programmet. Hendes far vidste om nogen, hvor stort presset kunne være.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/liva_2.jpg
 (Foto: Søren Jul Lamberth)

Hjemme hos familien i Kastrup er det Liva og farmand Morten, der står for kagebagningen, mens mor Cathrine og lillebror Villum holder sig til at smage på de søde sager. (Foto: Søren Jul Lamberth)

– Som forælder er man sen til at få armene op, for man er nervøs for, om angsten kommer tilbage, så vi havde mange overvejelser om, hvorvidt hun kunne klare presset. Liva havde skrevet den her ansøgning, som hun viste os. En ting, vi blev meget rørt af, var, at hun selv havde formuleret, hvordan hun var blevet snydt for mange ting i sin barndom. Og nu, hvor hun var blevet rask, ville hun gerne opleve så meget som muligt, og det bed vi mærke i.

Det, der gjorde udslaget, var, at vi kendte produktionen. Vi vidste, at hvis det skulle testes af, om angsten ville holde sig væk, var det her måske det helt rigtige sted, fordi der var nogle professionelle, der kunne gribe hende, hvis det gik galt. Men det gjorde det ikke, tværtimod, fortæller Morten, der var med Liva i Jylland, når der var optagelser.

Skal ikke være et tabu

Angsten var slet ikke et problem undervejs, men alligevel har Liva ikke noget imod at fortælle åbent om de problemer, hun har haft i sin barndom. Og sådan har det faktisk altid været.

– Mange ser det som et tabu, men det har jeg aldrig set som en mulighed. Det ville være det samme som at have brækket et ben og skjule det. Det giver en masse udfordringer i ens hverdag, og det er ikke noget, man kan skjule. I hvert fald ikke for én selv, forklarer den modige juniorbager.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/liva.jpg
 (Foto: DR)

Der var travlt og pres på for de unge under juniorbagedysten – men Liva klarede det hele. (Foto: DR)

Hvert program af ”Den store juniorbagedyst” blev optaget på én dag, og selv om de otte børn havde travlt med optagelserne og samtidig også kæmpede for at nå så langt som muligt i konkurrencen, blev de også tætte venner.

– Det er syv andre, som har den samme passion som mig, så man kan ikke undgå at blive megatætte. De andre er nærmest blevet nogle af mine bedste venner, fortæller Liva.

Derfor var det også hårdt, når nogen skulle forlade konkurrencen.

– Jeg havde ikke tænkt, det ville blive så svært, for i begyndelsen havde vi kun kendt hinanden et par uger. Men på meget kort tid danner man et meget tæt bånd til alle. Det var hårdt at skulle sige farvel, for man vidste, at det jo var nogens drøm, der gik lidt i stykker.

Tårerne trillede

Hvor langt Liva når i konkurrencen er en hemmelighed, men sikkert er det, at Liva slet ikke er færdig med at bage. Der er hele tiden nye projekter i gang, og hun er også begyndt at tage imod kagebestillinger. Men vigtigst af alt har programmet lært hende, at hun ikke længere behøver være bange for, at angsten kommer snigende tilbage.

– Jeg frygtede det, før jeg var med i ”Den store juniorbagedyst”, men ikke længere. Jeg har aldrig været så presset som nogle af de nætter, hvor jeg har stået og bagt i vores køkken, og tårerne har trillet ned ad kinderne.

Jeg kunne blive vred og græde, men uden at det triggede et nyt anfald, fortæller Liva, der er klar til flere gode oplevelser i teltet, hvis der kommer en ”Jule- og nytårsbagedyst” for de unge bagestjerner.

Sponsoreret indhold