Kendte17. april 2023

Bad Bunny sender stikpille til Harry Styles

Kendall Jenners nye loverboy Bad Bunny hånede hendes gamle flamme Harry Styles under Coachella-koncert
Rapperen Bad Bunny fortryder ikke sin handling, selvom han nu får kritik.
Rapperen Bad Bunny langer ud efter Kendall Jenners ekskærester - en efter en.
 Foto: Jordan Strauss/Invision/AP

Fredag aften fyrede den puertoricanske sanger Bad Bunny mere end bare spanske gloser og latinamerikanske rytmer af fra scenen, da han som et af hovednavnene optrådte på den californiske festival Coachella.

For midt under sangen ”El Apagón” fra hans seneste album ”Un Verano Sin Tí” sendte han en bredside afsted mod Kendall Jenners gamle flamme Harry Styles.

Det skriver Daily Mail.

På storskærmen bag ham viste han således et tweet, hvor en bruger havde skrevet, at Bad Bunny ville kunne synge Harry Styles-hittet ”As it was”, mens Styles aldrig ville kunne synge førnævnte sang ”El Apagón”.

Det er ikke første gang, Bad Bunny offentligt langer ud efter en af supermodellens tidligere kærester.

For en måned siden, var det ifølge People basketball-stjernen Devin Booker, der fik med grovfilen på nummeret ”Coco Chanel”.

Rygtebørsen har kørt i selvsving siden februar, hvor Kendall Jenner og Bad Bunny med det borgerlige navn Benito Antonio Martínez Ocasio første gang blev kædet sammen.

Siden kyssede og krammede den 27-årige supermodel den 29-årige puertoricansk rapper farvel på åben gade efter en sushidate.

Hvad Bad Bunny hviskede i Kendall Jenners øre, ville vi gerne vide ...
Hvad Bad Bunny hviskede i Kendall Jenners øre, ville vi gerne vide ...
 Foto: Ritzau Scanpix

Nu er parret blevet spottet sammen på den californiske festival Coachelle, hvor turtelduerne ifølge Daily Mail havde umådeligt svært ved at holde fingrene fra hinanden.

Jenner er tidligere blevet kædet sammen med blandt andre Kyle Kumza, Ben Simmons, Anwar Hadid og A$AP Rocky. Hvem af dem, der bliver den næste, der får en sviner i offentligheden, vil tiden vise …

Sponsoreret indhold