Kendte5. februar 2024

Anna Thygesen om Prices håndtering af bruddet: Han udstiller sig selv

Kommunikationsrådgver Anna Thygesen mener, der var alt for mange følelser i Adam Prices besked om bruddet med skandaleramte Katherine Diez - som han senere slettede
Anna Thygesen om Price/diez-bruddet
Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen råder Adam Price til at gøre én ting efter brudet med Katherine Diez.
 Foto: Hanne Juul

Lørdag brød Adam Price flere ugers tavshed i forhold til kæresten Katherine Diez, der har været kritiseret for systematisk plagiat.

Her kunne han fortælle, at de var gået fra hinanden. Det skete i et opslag på Instagram, men allerede mandag morgen var opslaget slettet.

- Jeg tror, han har fået nogle hints om, at det ikke er blevet taget super positivt imod - at han udstiller sig selv, siger kommunikationsrådgiver i WeDoCommunication Anna Thygesen til SE og HØR.

- Han tager nærmest kun hendes parti, og jeg noterede mig, at han ikke på et eneste tidspunkt erkender, at hun har gjort noget forkert.

Adam Prices sletning af opslaget på Instagram kunne få folk til at tro, at de to alligevel ikke var gået fra hinanden, men sådan ligger landet ikke ifølge Price selv.

- Vi står ved vores udmelding i lørdags og ønsker ikke at have mere pressekontakt i den forbindelse. Alle medier har taget den: så ingen grund til, at den skulle blive stående, har instruktøren og mansukriptforfatteren Adam Price forklaret til B.T.

Ifølge Anna Thygesen har sagen nok været lidt en anden.

- Jeg tror, at han har forstået, at der var alt for mange tolkningsmuligheder i det lange svar, og derfor har han slettet det, siger hun.

- Og så er opslaget også meget langt. Der er alt for mange følelser, som jeg slet ikke ville skrive ind. Det er noget drama-glansbillede, og det, tror jeg, rammer ham negativt.

I opslaget fremgik det, at de to "har truffet den sorgfulde og vanskelige beslutning at tage afsked med hinanden og skilles i kærlighed." Men kommunikationsrådgiveren, ser dog opslaget som en tydelig afstandstagen fra den skandaleramte Diez.

- Han er jo fanget i sit eget opslag om kærlighed. Jeg mener, at han i forhold til sit eget brand skulle have meldt kort ud om at forholdet er slut og undlade at kommentere yderligere - så havde han heller ikke behøvet at fjerne opslaget og helt lade være med at sige noget. Hvis ikke du melder noget ud, bakker du jo bare op om din kæreste.

Snuden i sporet

Selv om der stadig er levn fra manuskriptforfatterens forhold til den tidligere litteraturanmelder på Instagram, så mener Anna Thygesen nu, at der kun er én ting at gøre for Adam Price.

- Han skal holde sig til sin faglighed. Jeg ville ikke lægge flere Instagram-lækre billeder op af mit fritids- og luksusliv. Jeg ville udelukkende fokusere på fagligheden.

- Han skal have snuden i sporet og arbejde. Han skal stoppe med at lade hendes livsstil smitte af på ham, lyder rådet fra kommunikationsrådgiveren, hvis Price fremover skal dele fra sit liv på sociale medier.

Sponsoreret indhold