Kendte2. juli 2022

Anmeldelse: Helmig gav os en plaskvåd folkefest, men det lød lidt som en plade i hak

57-årige Thomas Helmig var – næsten - på hjemmebane, da han serverede hitparade på Roskilde Festival. Selvom det var både funky og folkeligt, fik vi måske hørt omkvædene lige lovligt mange gange
Thomas Helmig på Orange Scene under Roskilde Festival fredag den 01. juli 2022. 
Thomas Helmig på Orange Scene under Roskilde Festival fredag den 01. juli 2022.
 Foto: Torben Christensen, Ritzau Scanpix

SE og HØR venter ligesom mange andre i spænding på afsløringen af Sarah Grünewalds mandlige værtsmodstykke i den kommende sæson ”Vild med dans”, og må vi i den forbindelse give et frækt bud?

Thomas Helmig kunne være et. Store dele af hans koncert på Orange Scene fredag aften føltes i hvert fald som et forsøg fra aarhusianerens side på at lege maestro for et husorkester i et TV 2-studie.

Regnen tog til under sjæleren ”Malaga”, mens pladsen foran den ikoniske festivalscene rockede med.

– I ved, hvordan det er. Hvis man vander os, så vokser vi vildt, sagde en hæs Thomas Helmig, før han roste publikum for at have trodset regnbygerne.

Helmigs husorkester

Fredagsunderholdningsreferencen kommer naturligvis ikke helt ud af det blå, for Helmig fik selskab af fast musikalsk kompagnon gennem mange år, Claes Antonsen, som du kender fra The Antonelli Orchestra – et band, der skal råbepræsenteres, og som er kendte for deres lange rundgange.

Apropos rundgange, så var det påfaldende, hvor mange gange hvert omkvæd skulle synges. Hvis man et øjeblik trådte et skridt bagud fra den behagelige og bestemt samlende fællesskrålen på numre som ”Nu hvor du har brændt mig af”, ”Det er mig der står herude og banker på” og ”Jeg tager imod”, mens man talte de gentagende strofer, så nåede man op på et tocifret antal gang på gang.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Roskildegæsterne trodsede regnen for at se Thomas Helmig brage hits af på Orange Scene. 
Roskildegæsterne trodsede regnen for at se Thomas Helmig brage hits af på Orange Scene.
 Foto: Dan Mariegaard

Bevares, det er charmerende nok, men det blev en smule ensformigt at skråle ”hvordan kan du så undvære mig” om og om igen, mens man fra Helmig blev opfordret til at give den stadig mere og mere gas.

De langtrukne soloer, og de evige omkvæd efterlod en fornemmelse af, at pladen – om end dejlig nostalgisk og fyldt med hits – var gået i hak.

Hits med akkordskift

Thomas Helmig spillede i aften for sjette gang på Roskilde Festival – første gang var i 1986. Og selvom han holder sig så godt, at det kan sætte både unge og ældre pigehjerter i brand, så er det dog, som om de fleste af elementerne i hans lange katalog, måtte sættes påfaldende ned.

Så når man lytter til introen til ”Midnat i Europa”, og forventer, at der bliver sunget igennem, så overraskes man, når det kommer en modificeret version af verset ud i stedet.

Også mens han talte til det trofaste og regnslagsklædte publikum undervejs, lød Helmigs elskede stemme hærget og hæs.

Thomas Helmig er på mange måder dansk musiks svar på Keld Heicks TV-program ”Musikbutikken”, når han inviterer det ene træfsikre trækplaster ind på Orange efter den anden.

Således fik vi et energiboost fra både Benjamin Hav - som blev præsenteret som "psykopatpoeten" af Thomas Helmig, "svigersønnen" Lord Siva og Prince-bassisten Ida Nielsen, men selvom stemningen steg, virkede det dog mest som et forventningsopbyggende musikalsk talkshow.

Desuden slap vi desværre aldrig for de ekstremt boomer-agtige visuals, der gjorde din mest cringe fasters facebookopslag med Minions og søde citater til skamme.

Øv, vi vil se dig uden filter, Helmig.

Her var både funky skylines, sort/hvid-filtre og farvestrålende rammer, mens skærmene helt slukkede, når festivalpladsens plaskvåde og feststemte gæster skulle hypes allermest.

Himlen vandede os, Helmig spillede hits, men vi beholdt begge ben på jorden foran Orange Scene fredag aften.

SE og HØR giver Thomas Helmig på Roskilde Festival tre ud af seks stjerner.

Sponsoreret indhold