Anders W. Berthelsen elsker at stå i køkkenet: Mad er min hobby

Når arbejdsdagen er slut og 53-årige Anders W. Berthelsen skal slappe af, så er det ofte i hans køkken det sker.
– Jeg elsker at lave mad. Det er min store hobby, og noget jeg slapper enormt godt af med, siger den populære skuespiller og smiler stort.
Det er al slags mad, som han tryller med, men for tiden er temaet indisk.
– Vi har lige været i London, hvor vi var på en meget populær indisk restaurant med virkelig lækker mad. Det har jeg gået og eksperimenteret med, og jeg prøver at gengive det. Det er også helt fantastisk med alle de krydderier, der dufter så godt, lyder det fra Anders W. Berthelsen.
Han har købt en indisk kogebog, men han kan også bruge timer og dage på at eksperimentere selv.
– Jeg smager mig frem, og finder ud af, hvad jeg synes, forklarer skuespilleren, der serverer maden i familiens hjem i Lyngby.

Når maden er færdig, elsker hans 14-årige datter, Vigga, og kone Christina Pind, 51, at sætte sig til bords.
– Det er ikke sådan, at maden bare bliver lavet og sat på bordet. Vi snakker om det og kommenterer det, forklarer den kokkeglade skuespiller.
Tryghedsnarkoman
Anders har været sammen med sin kone i mere end 25 år, og sådan ser han gerne, at det bliver ved med at være.
– Jeg vil helst være sammen med min familie. De står højest på min liste. Jeg har det bedst med at være sammen med dem. Jeg er tryghedsnarkoman.

Det betyder også, at han helst arbejder i Danmark.
– Min datter er jo 14 år, så om nogle år skrider hun måske. Men for mig har det været vigtigt at være tæt på min familie og komme hjem og følge hendes udvikling. Og det er også vigtigt for mig at være den, der siger, hun skal lave lektier, vaske op og gå i seng, siger den lykkelige far.
Han er lige nu aktuel i anden sæson af mandagsserien “DNA” på TV 2 i rollen som politimanden Rolf, som ofrer sig for sin datters lykke. Og det ville han helt sikkert også gøre i virkeligheden.
– Jeg vil til enhver tid ofre mig for min datter. Jeg er der bare for hende, hvad end der sker. Man tager gerne pladsen i stedet for sit barn, lyder meldingen fra Anders.
