Anders Blichfeldt om konens alvorlige sygdom: Verden stoppede for mig

(Foto: Dan Mariegaard)

I sæsonpremieren af ”Toppen af Poppen” er Big Fat Snake-forsangeren Anders Blichfeldt hovedperson.

Han deler både ud af røverhistorier fra landevejen, og han afslører også, hvor navnet Big Fat Snake stammer fra.

Og så kommer han ikke mindst ind på den dag i april 2006, hvor han kunne have mistet noget af sit allermest dyrbare: Sin hustru Marina.

Hun var faldet om på sit arbejde og var nu blevet hastet på hospitalet med en blodprop i hjernen.

I aftenens afsnit af ”Toppen af Poppen” fortæller Anders Blichfeldt, at han efterfølgende ikke anede, om han ville være i stand til at vende tilbage til musikscenen.  

Til BT har han tidligere sat flere ord på den skæbnesvangre dag:

- Verden stoppede for mig. Det er en meget besynderlig oplevelse at have, fortalte Anders Blichfeldt til BT tilbage i 2007.

- Jeg kan huske ligeså tydeligt, at jeg kørte hjem fra hospitalet, skulle hjem og snakke med ungerne og familien, der var forsamlet her. Og jeg kunne slet ikke begribe, at folk stadig var ude og gå tur med deres hund.  At de stod og snakkede oppe på hjørnet. At tankstationen var åben og folk vinkede 'nåh, der har vi jo Anders', fortalte Anders Blichfeldt i interviewet med BT.

Heldigvis var Marina, der arbejdede som advokat, ikke blevet voldsomt ramt af blodproppen. Lammelserne fortog sig i løbet af dagen, og efter to nætter på hospitalet insisterede hun på at vende hjem.

Men oplevelsen var alligevel et wakeup-call for parret, der har været sammen, siden Anders Blichfeldt var bare 18 år.

Musikeren valgte således at skrue lidt ned for tempoet, så der var mere plads til at familielivet også.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close