Kendte21. marts 2023

Amanda Bynes i komplet sammenbrud: Fundet nøgen på gaden

Skuespillerinden er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, efter hun gik nøgen rundt i gaderne i Los Angeles
Amanda Bynes var den helt store stjerne tilbage i slutningen af 90'erne/start 00'erne, men siden da er det gået ned af bakke for skuespillerinden.
Amanda Bynes var den helt store stjerne tilbage i slutningen af 90'erne/start 00'erne, men siden da er det gået ned af bakke for skuespillerinden.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det ser ud til, at den er helt gal for Amanda Bynes, der har kæmpet med misbrugsproblemer og mentale sammenbrud i årevis.

Forleden blev hun nemlig fundet splitterravende nøgen på gaden i Los Angeles, og hun er nu blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det skriver TMZ.

Ifølge det amerikanske medie fandt episoden sted natten til lørdag.

Her stoppede den 36-årige skuespillerinde, der har en bipolar lidelse, selv en bil og bad chaufføren om hjælp, da hun havde haft en "psykotisk episode".

Det var angiveligt også Amanda Bynes, der selv ringede til politiet, hvorefter en sundhedsansvarlig konkluderede, at hun skulle indlægges for sin egen sikkerhed skyld.

Sådan så Amanda Bynes ud i oktober 2022.
Sådan så Amanda Bynes ud i oktober 2022.
 Foto: Snorlax / MEGA

Ifølge TMZ er Amanda Bynes indtil videre blevet indlagt i 72 timer, men indlæggelsen kan forlænges, såfremt lægerne mener, at det er nødvendigt.

Den tidligere filmstjerne skulle angiveligt have været til et officielt arrangement lørdag aften, men aflyste som følge af helbredsproblemer.

Det amerikanske medie har forsøgt at få en kommentar fra skuespillerindens talsperson, men det har ikke været muligt.

Page Six har dog været i kontakt med hendes tidligere forlovede, Paul Michael, der udtaler, at Amanda Bynes angiveligt ikke har taget sin medicin for sin bipolar-lidelse i en periode.

Skuespillerinden red på en storm af berømmelse i slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne, men lagde sin karriere på hylden i 2010.

Efterfølgende landede hun i den ene skandale efter den anden på grund af voldsomme misbrugsproblemer, og i 2013 blev hun sat under et formynderskab efter at have været anholdt flere gange.

Det var Amanda Bynes' mor, der blev tildelt rollen som værge. En rolle, som hun nåede at varetage i hele otte år.

Det var nemlig først sidste år, at formynderskabet blev droppet, og derfor har Amanda Bynes altså været på egen hånd det sidste år.

Noget tyder dog på, at det ikke har været helt nemt for skuespillerinden, der er kendt fra film såsom "Hairspray", "She's the Man" og "Easy A".

Sponsoreret indhold