Kendte13. oktober 2021

Adele afslører: Her udkommer albummet "30"

Den britiske sangerinde er tilbage – og klar til comeback. Fredag udkommer hendes første single ”Easy on me”, men det fulde ”30”-album får vi den 19. november
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Adeles fjerde studiealbum er lige på trapperne. Faktisk skal de kun lige holde ud til midten af november, før fans endelig kan svælge i kærlighedsballader fra dronningen af den slags.

For sangerinden afslører nu på de sociale medier, at ”30” udkommer den 19. november.

Hendes seneste succes ”25” ligger seks år tilbage. Og for lige at sætte det i perspektiv, kan man med fordel forestille sig, at det var Barack Obama, der sad i det ovale kontor, da Adele sidste gang var pladeaktuel – som Wall Street Journal pointerer.

En ven i nøden

Sammen med sin annoncering forklarer Adele, hvordan hendes brud med eks'en Simon Konecki efterlod hende i stor sorg.

- Nu er jeg klar til at udgive dette album. Det var min tro følgesvend gennem den mest turbulente tid i mit liv, skriver hun, før hun fortsætter:

- Mens jeg skrev det, var det min ven, som kom over med en flaske vin og take away for at opmuntre mig.

Siden har sangerinden fra Liverpool personligt været igennem en skilsmisse, men det er nok hendes fysiske transformation, som de fleste har haft fokus på. Da Adele fyldte 32 i maj 2020 væltede hun internettet med et billede fra fejringen i haven.

Ramt af angst

Her ses hun nemlig i en væsentligt slankere udgave end den Adele, som vi kendte fra kuldegysningsfremkaldende live-optrædener og musikvideoer.

Da hitmageren forleden talte med magasinet Vogue om sit forestående comeback, lød forklaringen på vægttabet, at hun simpelthen forsøgte at træne sig ud af sin angst.

- Det var på grund af min angst. Ved at træne havde jeg det simpelthen bedre, fortalte Adele og tilføjede desuden i det store interview:

- Det handlede aldrig om at tabe mig, det handlede altid om at blive stærkere og at give mig selv så meget tid som mulig væk fra telefonen hver dag. Jeg blev ret afhængig af det. Jeg trænede to eller tre gange dagligt.

I staren af oktober begyndte håbet om et nyt Adele-album endelig at spire, da billboards og reklameskilte med tallet ”30” dukkede op flere steder i verden – helt uden yderligere forklaring.

Og nu er der endelig sat en dato på udgivelsen af hele herligheden.

Sponsoreret indhold