51 personer fik coronavaccine til The Minds of 99-koncert

Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

51 personer takkede ja til en coronavaccine i forbindelse med lørdagens The Minds of 99-koncert i Parken.

Det oplyser Region Hovedstaden til DR Nyheder og TV2.

Omkring 50.000 mennesker var med til koncerten, som efterfølgende har høstet flotte anmeldelser.

Inden koncerten havde Kulturministeriet meddelt, at det i den kommende tid til udvalgte større begivenheder i kulturlivet vil være muligt at få et stik med covid-19-vaccine, såkaldte pop-up-vaccinationer.

Både i Politiken og Jyllands-Posten får bandet den ypperste ros for koncerten. Seks ud af seks hjerter hos Politiken, mens Jyllands-Posten giver seks ud af seks stjerner.

Koncerten var ifølge koncertarrangøren Livenation den første koncert af sin slags i Europa siden coronapandemien indtraf sidste år.

Det danske band, der har Niels Brandt som frontmand, står bag sange som "Stjerner på himlen", "Ung kniv", "Alle skuffer over tid" og "Emil". Sangeren Lord Siva, der er kendt for sange som "Paris" og "Solhverv", var opvarmning for bandet.

Koncerten skulle oprindeligt have fundet sted sidste år, men den blev som så mange andre arrangementer aflyst på grund af corona.

/ritzau/

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close