Venus Williams sagsøgt efter dødsulykke

Venus Williams sagsøges efter dødsulykken.

Venus Williams sagsøges efter dødsulykken.

Foto: All Over Press

 

Tennisstjernen Venus Williams, der netop nu er ved at forberede sig på årets Wimbledonturnering, bliver nu sagsøgt, efter at hun i sin hjemstat Florida var involveret i en trafikulykke, hvor en ældre mand,  den 78-årige Jerome Barson, blev kvæstet og døde af sine skader.

Politiet har i deres rapport slået fast, at Venus Williams var skyld i ulykken, der skete klokken 13.13 den 9. juni.

37-årige Williams var kørt ud i et lyskryds for grønt lys, men blev opholdt ude i krydset af trafik, og så blev der rødt for hende og grønt for den tværgående færdsel.

Her kom ægteparret Linda og Jerome Barson med sidstnævnte i passagersædet kørende med 41 kilometer i timen i en Hyundai Accent. Da Williams så prøvede at slippe ud af krydset, selv om der var blevet rødt, kørte hun lige ud foran Barson-ægteparret, der på ingen måde kunne undgå at kollidere med Williams' store firehjulstrækker af typen Toyota Sequoia.

Jerome Barson fik en pulsåreblødning og en række indre kvæstelser og døde den 22. juni efter at have kæmpet for sit liv i 13 dage.

Linda Barson fik en række ikke-livstruende skader.

I sin første udtalelse om ulykken, sagde Williams torsdag via sin advokat, at hun har den største medfølelse og sympati med Barson-familien og beklager det tab, familien har lidt med Jerome Barsons død.

Men nu har Jerome Barsons datter, Audrey Gassner-Dunayer, på familiens vegne sagsøgt Venus Williams for at have slået hendes far ihjel ved uagtsomt manddrab og kræver et uspecificeret beløb i erstatning.

Jerome Barson, der er pensioneret skolelærer, havde et godt helbred og havde det fint inden ulykken og skulle have været på krydstogt med hustruen Linda, tre børn og 13 børnebørn, fremfører familiens advokat. 

Williams har til politiet fortalt, at hun kørte frem for grønt i krydset og ikke var opmærksom på Barson-ægteparret, da hun prøvede at slippe ud af krydset, da der var blevet rødt.

Der er tale om et civilt søgsmål, da Venus Williams hidtil ikke er blevet sigtet af politiet i forbindelse med dødsulykken.

Venus Williams har i sin tenniskarriere alene i præmier tjent 225 millioner kroner. Hun har sandsynligvis tjent mindst det samme på sponsoraftaler i de snart 20 år, hun har tilhørt verdenstoppen, og har den dag i dag lukrative sponsoraftaler med Wilson der laver sportsudstyr, Kraft Foods, Ralph Lauren og Tide, der laver vaskepulver. 

Hovedturneringen i Wimbledon begynder mandag, og Venus Williams er seedet ti i damesingle.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close