Titanic-stjerne afslører: Jeg blev mobbet og kaldt fed

All Over Press

Skuespillerinden Kate Winslet har medvirket i et hav af Hollywood-film og har endda vundet en Oscar.

Men den 41-årige "Titanic"-stjerne har ikke altid haft succes i sit liv. Faktisk har hun været igennem en hel del modgang, før hun endte på toppen i Hollywood. Det skriver People.

- Jeg blev mobbet i skolen. De kaldte mig "Blubber" (fedtklump, red.). Drillede mig, fordi jeg ville spille skuespil. Låste mig inde i skabet. Grinede af mig, fortalte "The Reader"-skuespillerinden onsdag.

Her talte den britisk-fødte skønhed foran 12.000 mennesker ved eventet WE Day UK i London, der har til formål at motivere unge til at ændre verden til noget bedre.

- De sagde endda til mig, at jeg måske ville være heldig med mit skuespil, hvis jeg var villig til at nøjes med rollerne som den fede pige. Jeg følte, at jeg ikke var god nok. Jeg var ikke god nok. Jeg så ikke ud på den rigtige måde, lød det fra Kate Winslet.

- Alt dette, bare fordi jeg ikke passede ind i en anden persons billede af perfektion. Jeg havde ikke den perfekte krop, sagde skuespillerinden.

Trods modgang valgte Kate Winslet dog aldrig at opgive sin drøm, og selv om hun ikke fik de bedste roller, fortsatte hun alligevel med at prøve.

Og til sidst landede hun hovedrollen som Rose i "Titanic"-filmen. Derfor opfordrede hun de unge fremmødte til at jagte deres drømme med hele hjertet.

- Du kan komme alle steder fra, og du kan gøre alt. Tro på det, sluttede hun sin tale.

Du kan se mange flere billeder af den smukke skuespillerinde i galleriet herunder:

Kate Winslet fylder 40

/ritzau/FOKUS

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close