Hollywood14. december 2009

Silvio Berlusconi: Banket ned

Psykisk syg mand overfaldt den italienske premiereminister, der skrev autografer efter politisk møde
73-årige Silvio Berlusconi var slemt tilredt efter overfaldet
73-årige Silvio Berlusconi var slemt tilredt efter overfaldet
 Foto: TG3/nettet

Det var voldsomt og blodigt, da den italienske premiereminister Silvio Berlusconi i går blev banket ned foran snurrende TV-kameraer og tusindvis af tilhængere. Det skete efter et politiske møde på en plads i Milano, hvor Berlusconi skrev autografer.

Pludselig trængte den 42-årige Massimo Tartaglia sig frem gennem menneskemængden og kastede fra tæt hold en miniature-statue i ansigtet på Berlusconi, skriver Ekstra Bladet.

Foreløbig har lægerne opgjort hans skader til to knækkede tænder, en mindre skade på næsen og et forslået mundparti, beretter talsmand for San Raffaele-Hospitalet, Paolo Klun.

Overfaldsmanden, Massimo Tartaglia, er ikke kendt af politiet fra tidligere, men han har ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA tidligere været registreret som psykisk syg, og hans daværende psykiater er blevet kaldt til den politistation, hvor Tartaglia tilbageholdes.

- Berlusconi ønskede at tage hjem med det samme, men for en sikkerheds skyld beholder vi ham natten over. Han er meget rystet og demoraliseret og er i vildrede med, hvad der skete, siger Paolo Klun til Reuters.

Sponsoreret indhold