Hollywood25. april 2016

Nye detaljer om Princes død: Havde ikke sovet i seks døgn

Der dukker hele tiden nye detaljer op om Princes død. Nu har en svoger angiveligt afsløret, at det 57-årige musikikon ikke havde sovet i hele 154 timer – svarende til seks døgn – før sin død 21 april
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/prince-tre-plader-jpg.jpg
 Foto: All Over

Mens verden fortsætter med at sørge over tabet af Prince, dukker der hele tiden nye – og skræmmende – detaljer frem.

Nu påstod hans svoger således, at den 57-årige ’Purple Rain’-stjerne ikke havde sovet i 154 timer, svarende til seks døgn, før sin død 21. april.

Svogeren kom med de skræmmende oplysninger, da hele familien mødtes til en privat mindehøjtidelighed for sangeren et døgn efter hans kremering.

Se billeder fra Princes liv og død i galleriet i bunden af artiklen.

- Jeg var sammen med ham (Prince, red.) i sidste weekend, fortalte Maurice Phillips, der er gift med Princes søster, Tyka Nelson, ifølge det britiske medie Mirror.

- Han arbejdede i 154 timer i streg. Han var en god svoger, tilføjede Maurice Phillips og afslørede altså, at sangeren ikke havde lukket et øje i over seks døgn – og dét angiveligt på trods af, at han havde et højt forbrug af det smertestillende middel Percocet, som ellers er kendt for at have en søvndyssende effekt.

Dog skriver det britiske medie, at midlet også kan have den modsatte effekt, hvis den bruges sammen med andre præparater. Det er endnu uvist, om dette kan have været årsag til musikerens død.

Han blev obduceret fredag, og de foreløbige undersøgelser har endnu ikke givet svar på, hvad der slog ’Purple Rain’-musikeren ihjel. Retsmedicinere fra Midwest Medical Examiners Office brugte fire timer på obduktionen, som indtil videre kun har konkluderet, at der ikke fundet tegn på skader på Princes krop. Der var heller ikke tegn på selvmord. De endelige svar foreligger først om fire uger.

Se billeder fra Princes liv og død i galleriet i bunden af artiklen.

Ifølge flere kilder blev den 57-årige musiker blot seks dage før sin død indlagt på et hospital i Moline, Illinois. Prince befandt sig ombord sit privatfly, da det måtte nødlande, fordi musikeren fik det dårligt.

Beskeden til pressen var, at Prince var blevet ramt af en ondsindet influenza, og det var årsagen til, at hans fly måtte nødlande 45 minutter før planen. Nu har flere kilder dog udtalt, at Prince i virkeligheden blev hastet på hospitalet på grund af en overdosis. Ifølge kilderne – som det amerikanske medie TMZ har talt med – gav lægerne i Moline, Illinois Prince et såkaldt ”safe shot” (en ”redningsindsprøjtning”, red.).

Sådan én gives ifølge hospitalets kilder kun, når en patient har taget eller fået en overdosis af de såkaldte opiate-piller. Pillerne er for eksempel Vicodin, som er et stærkt smertestillende præparat.

Derudover har kilder nu også fortalt, at Prince blev opfordret til at lade sig indlægge, men at han forlod hospitalet blot tre timer senere. Angiveligt fordi hospitalet ikke kunne give ham en enestue.

Den 57-årige musiker – der indledte sin karriere tilbage i 1970’erne – blev sidste gang set i live i onsdags, da han forlod et Walgreens apotek tæt på sit hjem i Paisley Park i Minnesota omkring klokken 19. Ifølge kilder virkede han ”skrøbelig og nervøs”. Det var angiveligt fjerde gang på en uge, at Prince var forbi apoteket. Det er dog ikke kommet frem, om han hentede receptpligtigt medicin.

Torsdag klokken 9:43 modtog alarmcentralen i Carver County, Minnesota, et alarmopkald om en ”livløs person i en elevator” i Paisley Park fra en unavngiven mand.

- Øh, vi er i Princes hjem, forklarede manden, der foretog alarmopkaldet, ifølge det amerikanske medie TMZ.

Manden: - Såå… øh… personen her er død.

Alarmcentralen: - Befinder du dig sammen med personen, der er…

Mand: - Ja, det er Prince.

Se billeder fra Princes liv og død i galleriet i bunden af artiklen.

En ambulance ankom hurtigt til stedet, men Princes liv stod ikke til at redde. Den 57-årige musiker blev erklæret død kl. 10:07 amerikansk tid - 17:07 dansk tid.

Mens verden begræd tabet af den talentfulde musiker, blev han obduceret fredag aften dansk tid. Omkring klokken 20.30 meddelte Midwest Medical Examiners Office, at obduktionen var slut. De foreløbige undersøgelser viste ingen tegn på vold, og der var heller ikke noget, der indikerede, at dødsfaldet skyldtes selvmord. De endelige svar foreligger først om cirka fire uger.

Familien fik kort tid efter udleveret liget af deres elskede Prince, og lørdag blev han kremeret, efter at familie og venner havde sagt et sidste farvel under en "stille, smuk og privat ceremoni" i First Memorial Western Chapel.

Her tilbragte hans familie – der blandt andre tæller søsteren Tyka og hendes søn Prez – angiveligt fire timer i kapellet, mens de på skift sagde et sidste farvel til musikeren.

I en udtalelse, som det britiske medie Metro har modtaget, siger en talsperson:

- For nogle få timer siden blev Prince hyldet af en lille gruppe af hans mest elskede: familie, venner, hans musikalske kolleger, sagde under en stille, smuk og privat ceremoni et sidste, kærligt farvel. Prince er blevet kremeret, og hans sidste hvilested vil forblive privat.

Prince havde angiveligt fortalt sin familie, at han som et Jehovas Vidne ønskede en ”stille og privat begravelse, hvis han nogensinde skulle forlade denne jord”:

- Han havde meget præcise ideer til, hvordan hans død skulle behandles. Og det involverede ikke en stor begravelse, men en lille, privat ceremoni, siger en ven af familien til Mirror.

- Han ønskede, at det skulle holdes stille of roligt. Prince er sådan én, hvor man ikke behøver en stor begravelse for at huske og mindes ham.

- Verden har hans musik i stedet. Han ønskede simpelthen at forsvinde uden postyr og uden drama. Det var lige i hans ånd, fortæller vennen.

Prince – der i sin karriere nåede at vinde talrige priser – afslørede for år tilbage, at han som barn led af epilepsi og havde haft flere anfald. Prince fortalte aldrig, om han stadig kæmpede med epilepsi som voksen. Det amerikanske medie TMZ mener også at vide, at Prince led af en smertefuld gigtsygdom, der blandt andet havde ramt hans hofter.

Prince optrådte for sidste gang torsdag aften, da han optrådte foran et begejstret publikum i The Fox Theatre i Atlanta. På dét tidspunkt virkede musikeren til at være i topform.

Dagen efter måtte hans privatfly dog nødlande i Moline, Illinois, fordi den 57-årige hitsanger havde fået det dårligt. Meldingen lød i første omgang på en svær omgang influenza, men nu er det altså kommet frem, at det formentlig var en overdosis, der tvang flyet til at nødlande, så Prince kunne hastes på hospitalet for at modtage en såkaldt ”safe shot”.

'Purple Rain'-sangeren lod sig udskrive tre timer senere – og lørdag forsøgte han at slå fast, at han var okay. Her deltog han i en fest i Minnesota.

Han optrådte ikke, men forsikrede sine fans om, at han havde det godt.

”Vent nogle dage med jeres bønner”, fortalte han sine fans.

Fem dage senere var han død.

Tusinder og atter tusinder begræder lige nu tabet af verdens måske mest indflydelsesrige musiker.

Det vælter ind med hyldester og varme hilsner til Prince.

Flere skriver, at ”verden nu er blevet et koldere sted” – og mange har i sorgens stund fundet et, synes det nu, meget sigende citat fra én af Princes mange hitsange.

- Sometimes It Snows In April.

Sangeren blev 57 år.

Nedtælling til Princes død:

Torsdag, 14. april: Prince optræder i Atlanta og virker til at være i topform

Fredag, 15. april: Princes privatfly er tvunget til at nødlande i Moline, Illinois, og han hastets på hospitalet med ”influenza-lignende” symptomer. Han lader sig udskrive efter tre timers behandling-

Lørdag, 16. april: Prince deltager i en fest i Minnesota for at forsikre fans om, at han er ”okay”. ”Vent nogle dage med jeres bønner”, fortæller han sine fans.

Søndag, 17. april: Prince bliver spottet på sin cykel ude foran sit hjem.

Onsdag, 20. april: Prince bliver spottet ude foran et Walgreens apotek tæt på sin bolig omkring klokken 19. Han virker ”skrøbelig og nervøs”. Det er fjerde gang på en uge, at han er på apoteket.

Torsdag, 21. april: Prince bliver fundet livløs i en elevator i hans bygning klokken 9.43. Han erklæres død 10.07 lokal tid.

Fredag, 22. april: Prince bliver obduceret af Midwest Medical Examiners Office i fire timer. Omkring klokken 20.30 meddelte retsmedicineren, at obduktionen var slut. Der blev ikke fundet tegn på skader på Princes krop. Der var heller ikke tegn på selvmord. De endelige svar foreligger først om fire uger.

Lørdag, 23. april: Venner og familie siger et sidste farvel til Prince under en "stille, smuk og privat ceremoni" i First Memorial Western Chapel. Hans lig blev herefter kremeret, og hans sidste hvilested vil ikke blive offentligt kendt.

Sponsoreret indhold