Hollywood28. maj 2018
Nu slås de om milliardarven efter George Michael
Ekskæresterne ser rødt, efter at søstre arver milliardformuen, George Michael efterlod sig
Af Piet Baunø
Foto: MEGA
Da George Michael døde 1. juledag 2016 efterlod han sig en formue på omkring 1,2 milliarder kroner.
Og nu er der opstået et grimt slagsmål om de mange penge. George Michael, der var homoseksuel, havde ingen børn. Og det er således hans to søstre Melanie og Yioda, der står til at arve den største del af formuen. De får hver en pose penge flere hundrede millioner kroner samt alle George Michaels ejendomsbesiddelser. Men det har fået to af George Michaels ekskærester, Fadil Fawaz, der var sammen med George Michael op til hans død, og Kenny Goss, der var kærester med "Last Christmas"-sangeren i 15 år, til at reagere voldsomt og true med at gå rettens vej for at få del i formuen. I særdeleshed den amerikanske forretningsmand Kenny Goss er vred over, at han slet ikke er blevet betænkt i den grad, han havde forventet i det testamente, som George Michael havde fået udarbejdet.
Kenny Goss og George Michael var sammen i 15 år. (Foto: All Over Press)
Og han vil nu ved hjælp af advokater tilsyneladende forsøge at omgøre sin ekskærestes sidste vilje. George Michael og Kenny Goss levde sammen som par i 15 år, og det inkluderede også perioder, hvor George Michael havde det svært, hvorfor han føler sig berettiget til en større andel af formuen, end han umiddelbart er blevet tildelt. - George sagde altid, at han ville tage sig godt af Kenny, siger en ven af Kenny Goss til The Sun. - Kenny føler ikke, at parrets langvarige kærlighed til hinanden afspejles i den arv, han er blevet tildelt, fortsætter vennen og bekræfter, at Kenny Goss vil bestride testamentet.Fadil Fawaz var sammen med George Michael de sidste fem år inden stjernens død. (Foto: All Over Press)
Det samme gælder Fadil Fawaz, som angiveligt var sammen med George Michael de sidste fem år op til stjernens død. Libanesiske Fawaz bor lige nu i et af George Michaels luksushjem til 70 millioner kroner, men det er et spørgsmål om tid, hvornår han bliver bedt om at flytte ud eller bliver tvunget ud af huset. Fadil Fawaz har været i økonomiske problemer siden George Michaels død og har blandt andet måttet sælge en bil, han fik af George Michael bare for at have til dagen og vejen. Det var Fadil Fawaz, der fandt George Michael død, og han blev i sin tid afhørt af politiet om sin færden på dødtidspunktet. Det blev senere slået fast, at der ikke var noget mistænkeligt ved George Michaels død, omend han døde i en alder af kun 53 år.