
Nu er de mand og kone: "Pawn Stars"-stjernen Rick Harrison gift for fjerde gang

LÆS OGSÅ: Tv-stjerne i dybfølt opslag efter søns død: 'Jeg elsker dig'
Hvad gør man, når tredje gang ikke var lykkens gang?
Man prøver en fjerde.
I hvert fald hvis man er Rick Harrison.
Den amerikanske tv-kendis, der er kendt fra programmet "Pawn Stars", hvor man følger familiens pantelånerforretning i Las Vegas, er nemlig blevet gift igen.
Det skriver People, der har fået nyheden bekræftet af tv-kendissen og hans nye hustru, Angie Polushkin.
- Vi er så spændte på at starte dette næste kapital som mand og kone og fejre det med venner og familie i Las Vegas - og også ved vores bryllup senere denne måned, siger parret til mediet og fortsætter:
- Det har allerede været sådan et eventyr, og vi ser frem til det hele.
Vielsen blev foretaget af en Elvis Presley-imitator, hvorefter parret og deres nærmeste holdt en mindre fejring på Rick Harrisons restaurant, Rick's Rollin Smoke BBQ & Tavern, lige ved siden af den kendte pantelånerforretning.
Senere på måneden skal de så giftes og fejres ved en større ceremoni.
60-årige Rick Harrison ved, hvad der venter ham. Han har således allerede prøvet at være gift tre gange tidligere.
Han har tidligere været gift med Tracy Harrison, som han fik sønnen Jake med, ligesom han med Kim Harrison efterfølgende fik sønnerne Adam og Corey - førstnævnte døde på tragisk vis i starten af 2024.
Senest var han gift med Deanna Burditt, som han i stilhed blev skilt fra i 2020. Skilsmissen kunne TMZ året efter afsløre, og i den forbindelse glædede Rick sig over, at ægteskabet trods alt havde givet ham tre skønne døtre - med henvisning til hendes tre børn fra et tidligere forhold.
Rick Harrison stod frem med den 18 år yngre Angie Polushkin, der er sygeplejerske i Las Vegas, som han havde mødt et halvt år tidligere.
Og nu er de altså gift.
