Hollywood8. november 2017

Mikael Persbrandt: - Jeg angrer, at jeg har såret så mange mennesker

Den svenske superstjerne Mikael Persbrandt taler ud om kvinder, kriminelle og kokainfester i ny bog
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mikael-persbrandt-08112017.jpg
 Foto: All Over Press
Mikael Persbrandt er en af Sveriges mest kendte skuespillere og har medvirket i et hav af prisvindende film - blandt andet Susanne Biers Oscar-vinder, 'Hævnen'. I Danmark er han i den brede offentlighed bedst kendt for sin rolle som den hårdtslående efterforsker Gunvald Larsson i politiserien 'Beck'. Han har også haft hovedrollen i flere filmatiseringer af Jan Guillous romaner om den svenske efterretningsagent, Carl Hamilton. Men den feterede 54-årige stjerne, der er bipolar, har også i en årrække kæmpet med alkoholmisbrug, kokainmisbrug og har været lidt for tæt på personer i Sveriges kriminelle underverden.
På fredag udkommer en biografi om Persbrandt i hans hjemland, og der taler han ud kriminelle, kokainfester og kvinder. Bogen hedder 'Som jeg husker det'. Mikael Persbrandt var den ene halvdel af et nordisk super-par, da han i 00'erne var forlovet med den smukke norske skuespillerkollega Maria Bonnevie. Men Persbrandt skabte store overskrifter, da han i 2005 - uforståeligt for de fleste - brød forlovelsen, og fandt sammen med Sanna Lundell, der er datter af den svenske sanger og musiker Ulf Lundell. Og da det viste sig, at Persbrandt ventede barn med Sanna Lundell, mens han var forlovet med Maria Bonnevie, trak han ekstra store veksler på sympatikontoen ude hos sin fanbase.
Han har i dag tre børn med Sanna Lundell, og hele familien bor på en herregård syd for Stockholm.
https://imgix.seoghoer.dk/per-artikel1.jpg

Mikael Persbrandt sammen med hustruen Sanna Lundell. (Foto: All Over Press)

I forbindelse med bogudgivelsen er Mikael Persbrandt blevet interviewet af den svenske avis Dagens Nyheter, hvor han blandt andet siger, at han er ked af, at 'han har såret så mange mennesker' på sin vej gennem livet. Persbrandt voksede op hos sin mor, efter at forældrene var blevet skilt, og han siger selv, at han og moderen havde et meget tæt forhold. Han fortæller, at han, da han voksede op, havde en følelse af at stå udenfor livet - at en tynd glasvæg adskilte ham fra verden. Han kunne gå helt ind i sig selv, hvis han blev optaget af projekter, der kunne være alt fra knallerter til modelfly.
https://imgix.seoghoer.dk/per3.jpg

Det er sådan, vi kender ham bedst - i rollen som Gunvald Larsson i 'Beck'. (Foto: All Over Press)

Da han fik en rolle som statist i Ingmar Bergmans opsætning af teaterstykket 'King Lear' følte han endelig, at han var havnet på den rette hylde.

Mikael Persbrandt: - Kokain fungerede ikke længere for mig

Han fortæller til Dagens Nyheter, at han som skuespiller på teatret 'Galeasen' i Stockholm i 1990'erne kom til et sted, hvor 'kunsten, galskaben og rusen gik op i en højere end', og det var her, at Mikael Persbrandt blev introduceret for kokain. - Det var et kreativt, kaotisk sted, og de erfaringer jeg gjorde mig der, ser jeg som min personlige skattekiste, siger Mikael Persbrandt. Men med tiden aftog hans kreative udbytte af kokainindtaget, der fortsatte i mange år efter, at han havde forladt 'Galeasen'. - Da jeg var omkring 45 år fungerede det ikke længere for mig med kokain, men jeg blev ved, selv om skammen, skylden og konsekvenserne blev stadigt værre, siger Persbrandt.
https://imgix.seoghoer.dk/per-trine.jpg

Mikael Persbrandt sammen med Trine Dyrholm, der vandt en Bodil-pris for sin rolle i Susanne Biers Oscarbelønnede film 'Hævnen'. (Foto: All Over Press)

I biografien beskrives det, hvordan den ene uvirkelige fest afløste den anden i Persbrandts hus på Älgö i Sverige. Gæsterne til festerne var bevæbnede kriminelle, halvnøgne damer og som midtpunkt for festerne var Mikael Persbrandt, der optrådte som 'den vanvittige sektleder', der sniffede stadig mere kokain. - På det tidspunkt var det ikke 'rock and roll' længere, men bare sørgeligt. Da jeg stoppede med kokain, havde jeg nået grænsen og var ved at hoppe ud over den sidste kant, hvorfra det er næsten umuligt at komme tilbage. Jeg ville have mistet mit job, børnene, alt, siger Mikael Persbrandt. I 2015 lavede han en podcast, hvor lytterne kunne følge hans psykiatriske udredning. Diagnosen var 'bipolar', type II. Det er det man i gamle dage kaldte maniodepressiv, og at Persbrandt lider af type II betyder, at han sjældent oplever manien, men alene de depressive, angstfyldte perioder.
https://imgix.seoghoer.dk/per-artikel2.jpg

Mikael Persbrandt i en scene fra 'Hævnen'. (Foto: All Over Press)

Han mener, at diagnosen kan være en forklaring på, hvorfor han så ofte søgte rusen med alkohol eller kokain. Det var for at dæmpe angsten. - I dag er jeg på medicin, og mine humørsvingninger er blevet dæmpet, siger han. Han har været stoffri i snart tre år, men siger, at det ikke har været nemt. - Jeg angrer de gange, jeg har såret andre mennesker, og jeg må se på livet med nye øjne. Også døden. - Jeg er begyndt at se fremad nu og kan føle en sorg over, at livet på et tidspunkt er slut. Det er et helt andet tankesæt. 'Hvor mange film, kan jeg nå at lave endnu i dette liv?'. Og 'når børnene bliver studenter er jeg så og så gammel', siger Persbrandt.

Sponsoreret indhold