Hollywood13. december 2016

Louis Tomlinson takker sine 11,6 millioner fans efter sin mors død

One Direction-stjernen Louis Tomlinson mistede sin mor i sidste uge. Lørdag gik han på scenen i ”X Factor”, hvor han optrådte med sin nye single og mindedes sin mor. Nu takker han så sine over 11,6 millioner Instagram-fans for den store støtte, han har modtaget i kølvandet på dødsfaldet
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/21.30598635.jpg
 (Foto: All Over)

December-måned har været en særdeles turbulent og tårevædet måned for One Direction-stjernen Louis Tomlinson.

For ikke nok med at den 24-årige stjerne udkom med sin nye single, så skulle han også tage en tårevædet afsked med sin elskede mor, Johannah Deakin.

Johannah Deakin, 43, sov ind omgivet af sin familie 7. december efter at have kæmpet en brav, men ulige kamp mod kræft.

Midt i sorgen har den 24-årige One Direction-stjerne dog haft styrke til at fortsætte med musikken – og derigennem hylde sin nu afdøde mor.

Lørdag gik han således på scenen til den britiske finale i ”X Factor”, hvor han optrådte med sin første single som soloartist, ”Just Hold On”. Singlen er blevet til i samarbejde med Steve Aoki.

Mandag aften lagde han et billede op fra finaleshowet og takkede sine over 11,6 millioner fans på Instagram for den enorme støtte, som han har modtaget i kølvandet på sin mors død.

- Tak for den fantastiske støtte, skriver Louis Tomlinson som kommentar til billedet, der allerede har fået over én million ”likes” og 59.000 kommentarer.

Mandagens opslag på Instagram er det første fra Louis Tomlinson i tre uger. Inden da havde han delt et billede, der viste ham sammen med sin elskede mor.

- Min mor der ser fantastisk ud før Brits tidligere i år. Jeg elsker dig og savner dig så meget, skrev Louis Tomlinson til det billede.

Efter ”X Factor”-finalen fredag aften strøg Louis Tomlinsons single ”Just Hold On” til tops på iTunes-listen i hele 36 lande.

Johannah Deakin blev tidligere på året diagnosticeret med en aggressiv form for leukæmi, men selv om hun kom i øjeblikkelig behandling, overlevede hun altså ikke sygdommen.

Johannah Deakin efterlader sig syv børn og et enkelt barnebarn.

Du kan se billeder fra Louis Tomlinsons optræden i ”X Factor”-finalen herunder:

Louis Tomlinson optræder til X Factor finalen i England i december 2016

Sponsoreret indhold