Hollywood 7. december 2015

Jennifer Anistons mand tæt på at dø under bryllupsrejse

Jennifer Anistons mand Justin Theroux var tæt på at drukne under parrets romantiske bryllupsrejse til Fransk Polynesien. Under en dykkertur fik Justin Theroux pludselig problemer med sin iltflaske og måtte reddes af sin dykkerinstruktør.

Jennifer Aniston og Justin Theroux på bryllupsrejse

Det var en bryllupsrejse i ren og skær paradis, da Justin Theroux og Jennifer Aniston for nylig nød hinanden på det paradisiske The Four Season Bora Bora i Fransk Polynesien.

Men bryllupsrejsen var faktisk tæt på at ende i tragedie, fortalte Justin Theroux, da han fredag aften gæstede TV-programmet ’Live With Kelly and Michael’. 

Det skriver People.com.

Her kunne den 44-årige skuespiller fortælle, at han var tæt på at drukne under en dykkertur tæt på hotelkomplekset.

Justin Theroux fik problemer med sin iltbeholder, da han svømmede rundt blandt de farverige fisk.

Den 44-årige forsøgte at signalere til sin dykkerinstruktør, at han havde problemer og havde behov for at søge op mod overfladen for at få luft.

- Men han signalerede bare, at jeg skulle fortsætte med at svømme, fortæller Justin Theroux, som kun havde prøvet at dykke få gange og derfor valgte at lytte til dykkerinstruktøren i stedet for sin egen mavefornemmelse.

Justin Theroux fortsatte med at svømme rundt sammen med sine dykkerkammerater, mens iltniveuaet i hans tank blev mere og mere lavt.

- Jeg kunne se, at den var ved at blive helt rød, fortæller Justin Theroux med hentydning til den anordning på iltbeholderen, der signalerer, hvornår tanken er ved at løbe tør for ilt.  

Til sidst svømmede han for anden gang over til instruktøren, og her kunne instruktøren endelig se, at noget var helt galt.

Instruktøren skyndte sig at give sin nød-ilt til Justin Theroux, før de sammen svømmede mod overfladen.

- Det var nærmest som om, at der var nogen, der planlagde at slå mig ihjel på min bryllupsrejse, fortalte Justin Theroux med et smil på læben fredag aften.

Han tilføjede, at han (naturligvis) var lykkelig over at være i live, og at han ikke har planer om at hoppe i dykkertøjet igen lige foreløbigt.

Du kan se billeder fra parrets bryllupsrejse i galleriet øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold