Beckham efter sutte-kritik: I har ingen ret til at kritisere mig
David Beckhams datter bruger sut
- Tænk jer om to gange før I udtaler jer om andre personers børn, fordi I har ingen ret til at kritisere mig som forældre!
Ordene stammer fra David Beckham. Den tidligere fodboldstjerne er rasende, efter at en britisk avis tidligere på ugen skrev en artikel om, at David og Victoria Beckham er med til at skade deres fireårige datter, fordi de stadig lader hende bruge sut.
Nu har David Beckham skrevet et længere opslag på Instagram, hvor han gør det klart, at han ikke er tilfreds med artiklen, der blev bragt i Daily Mail.
- Hvorfor føler folk, at de har ret til at kritisere en forældres evner uden at have nogen facts? Alle, som har børn ved, at når de ikke har det godt eller har feber, så gør man, hvad der trøster dem bedst, og ofte er det en sut.
- Så dem der kritiserer, tænk jer om to gange før I udtaler jer om andre personers børn, fordi I har ingen ret til at kritisere mig som forældre, skriver en vred David Beckham på sin Instagram-profil.
A photo posted by David Beckham (@davidbeckham) on
Aug 10, 2015 at 9:23am PDT
Den britiske avis havde talt med flere forældreeksperter, som fandt det uansvarligt, at forældrene stadig lod fireårige Harper bruge sut – eksperterne mente, at forældrene dermed risikerede at give Harper både talebesvær og problemer med tænderne.
- Jeg fatter ikke, at hun stadig bruger sut. Hvis hun stadig har en sut i munden i denne alder, som fire-årig, kan det virkelig skade hendes tænder, og sandsynligvis kan hun få taleproblemer senere, udtalte forældreeksperten Clare Byam-Cook blandt andet, mens en anden – Sue Atkins – også udtrykte bekymring:
- Hvis et barn bruger sut for længe, kan det være uhyre svært at få dem vænnet af med at bruge sut. Harper løber rundt og ser ud til at hygge sig. Hun har slet ikke brug for en sut. Men det er en nem løsning for forældrene, hvis de giver barnet en sut, for så holder barnet mund og er stille. Det er faktisk det samme som at give dem en iPad, sagde Sue Atkins til Daily Mail.