Hollywood23. oktober 2018

Forlovet med 23 år yngre kvinde

Rosie O'Donnell skal giftes med den 33-årige Elizabeth Rooney
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2018-10-23_kl._09.43.41.png
 Foto: Instagram/Rosie O´Donnell

Forholdet mellem TV-stjernen Rosie O'Donnell og den 23 år yngre aktivist Elizabeth Rooney blomstrer, og nu skal parret giftes.

De to er nemlig blevet forlovet, det fortæller Rosie i et interview med amerikanske People.

Vi skal dog ikke forvente, at Rosie og Elizabeth har travlt med at blive gift.

- Det er langt ude i fremtiden. Vi har begge besluttet, at det er det bedste, fortæller Rosie til People.

Parret stod officielt frem som kærester sidste efterår, men indtil videre bor de ikke sammen.

- Hun bor i Boston, og jeg bor i New York. Så det har været en lang distance-ting. Det har været godt. Jeg synes, at hun er en fantastisk kvinde, fortæller Rosie.

De 23 år, der er mellem parret, er heller ikke noget, der går dem på, selvom Rosie flere gange har joket med aldersforskellen.

- Jeg bliver ved med at fortælle hende, at jeg er for gammel. Men det virker ikke til, at hun tager sig af det. Hun siger bare: "Jeg var i militæret, jeg satte mit liv på spil hver dag, og så tror du ikke, at jeg ved, hvem jeg gerne vil date?".

Ville aldrig giftes igen

Rosie O'Donnell har været gift to gange tidligere og har fem børn fra sine tidligere forhold, og da hun i efteråret fortalte om sin nye kæreste, var hun meget klar i spyttet, da spørgsmålet om at blive gift igen kom.

- Jeg skal aldrig giftes igen. Jeg vil hellere blive i et forhold for kærlighedens skyld og ikke skulle involvere advokater, hvis det - gud forbyde det - skulle gå i stykker, sagde Rosie O'Donnell i et interview med Howard Stern.

Emmy-vinderen blev gift med Michelle Rounds i 2012. De adopterede datteren Dakota, der nu er fem år, i januar 2013. To år senere gik de fra hinanden, og i marts 2016 blev sidste hånd lagt på skilsmissen. Michelle Rounds, der led af psykiske problemer, blev fundet død i sin seng ved siden af et tomt pilleglas den 11. september sidste år efter at have taget sit eget liv. Rosie O'Donnells første ægteskab med Kelli Carpenter varede i tre år fra 2004-2007. De har fire børn sammen - Parker på 22 år, Chelsea på 20, Blake på 17 og 14-årige Vivienne.

Sponsoreret indhold