Demi Moore: Vil være mor igen
Allerede for halvandet år siden startede rygterne, og sidste år luftede 47-årige Demi Moore så selv tanken om igen at blive mor. Nu er Hollywood-stjernen blevet endnu mere konkret i sine udtalelser.
- Vi har talt om det, og det er noget vi har lyst til, proklamerer Moore i den britiske udgave af magasinet Elle.
Læs også: Nicole Kidman: Er hun gravid igen ..?
Hun er gift med den 15 år yngre skuespiller Ashton Kutcher, som i så fald vil blive far for første gang.
- Ashton er allerede en fantastisk stedfar for mine døtre, så jeg tvivler ikke på, at hvis det ligger i vores fremtid, så vil det blive en flot del af vores rejse sammen, siger Demi Moore, som har 3 piger på henholdsvis 21, 18 og 16 år sammen med sin eksmand Bruce Willis.
Læs også: Laura Christensen: Gravid
Da Demi i 1991 var gravid for anden gang poserede hun nøgen på forsiden af Vanity Fair, men det kommer ikke til at ske i denne omgang. Alligevel forklarer hun, at det først nu er lykkedes hende at blive tilfreds med sin egen krop.
- Det ironiske er, at da jeg ikke længere forsøgte at dominere min krop, fik jeg endelig den figur, som jeg altid havde ønsket mig, fortæller skuespilleren, men understreger samtidig, at hun er villig til at droppe sin flotte figur, hvis drømmen om en fjerde graviditet skulle gå i opfyldelse.