Hollywood31. oktober 2017

Chrissie Hynde forlod scenen i protest

Chrissie Hynde forlod scenen, fordi publikum havde for travlt med deres mobiler
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/chrissie-hynde-31102017.jpg
 Foto: All Over Press

Den 66-årige men stadigt meget aktive rocksangerinde, Chrissie Hynde, er fra en generation, hvor musik kom på vinyl, og hvor en 'såkaldt' fastnettelefon med drejeskive var den nemmeste måde at få kontakt med vennerne.

Så ungdommen i dag, hvor snart sagt alle er udstyret med en smartphone, sender ikke på samme kanal som den amerikanske sangerinde.

Det fik publikum at føle, da Chrissie Hynde og The Pretenders forleden gav koncert i Dubai.

Mange blandt publikum havde mere travlt med deres blinkende smartphones end med hvad der foregik oppe på scenen hos Chrissie Hynde.

Og det fik sangerinden til at fare i flint, for hun hader virkelig, at det bimler, bamler og blinker fra folks mobiltelefoner, mens hun optræder.

Chrissie Hynde: - Stik jeres telefon op i røven

Det er den lokale avis 'The National' der beretter om sangerindens raseri.

Det begyndte allerede under første nukmer af koncerten.

- Stik jeres telefoner op i røven, råbte Chrissie Hynde til publikum.

Den klare besked gentog Chrissie Hynde flere gange

Og de var advaret. Inden koncerten havde der på plakater været opfordringer om ikke at bruge telefoner under koncerten og bare nyde Chrissie Hynde og 'The Pretenders'' optræden. Efter tre-fire numre stoppede Chrissie Hynde midt i en sang og råbte igen til publikum. - Jeg er hverken Lady Gaga eller Katy Perry, så hvis du vil bruge den skide telefon, så gå til koncert med dem - vi er et rockband! Publikum svarede med at buhe. Derpå spurgte Hynde, om publikums buhen var rettet mod hende eller mod nogle af koncertgæsterne, der brugte deres mobiler til at tage billeder. - Det er rettet mod DIG, råbte publikum. Og efter tre kvarter havde Chrissie Hynde fået nok og forlod scenen i vrede. Flere koncertgængere har siden udtrykt deres misfornøjelse med Hynde og bandet. The Pretenders var inden koncerten i Dubai på en 14 dage lang turné i Storbritannien. Efter den koncertrække skrev hun, at hun ikke er vild med med folk, der vifter med deres mobiltelefoner under hendes koncerter, men hun undskyldte, hvis hun havde været en 'bitch'. I maj i år var brugen af mobiltelefoner under fester i Danmark til debat, da restauratøren Bo Bonde fra Spisegården i Løsning skældte ud på folk, der har for travlt med deres mobiltelefoner under konfirmationer, bryllupper og begravelser. - Jeg har i snart 27 år været selvstændig restauratør, og derigennem har jeg oplevet et utal af konfirmander og konfirmationsfester. Alle sejl bliver sat til, og de glæder sig enormt til dagen ... (men) nærvær og samtaler i familien er ved at være fortid! Facebook og Snapchat fylder alt for gæsterne. Jeg oplever folk sidde ved bordene og spille på deres smartphones, mens der er sang og taler ... Jeg har flere gange oplevet, at festlokalet var mere eller mindre tomt under festen. Jeg oplevede i år, at der var 55 gæster med til festen, men tre gange under middagen var der kun fire gæster i lokalet, skrev Bo Bonde på Facebook i et opslag der blev delt 400 gange.

Sponsoreret indhold