Hollywood22. juni 2018

Ariana Grande og kæresten flytter i lejlighed til 103 millioner

Ariana Grande og Pete Davidson flytter ind i pragtlejlighed på Manhattan
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ariana-grande-22062018.jpg
 Foto: All Over Press

Det går stærkt for Ariana Grande og Pete Davidson - meget stærkt!

De var dårligt kommet ud af hver deres forhold, før de begyndte at flette fingre sidst i maj.

Den 1. juni bekræftede Ariana Grande og komikeren forholdet på hver deres instagramprofil, og siden er de blevet forlovet og har været ude at shoppe møbler sammen.

Det har sin forklaring.

For nu kan TMZ berette, at parret er flyttet sammen i en lejlighed på eksklusive Manhattan til den nette sum af 103 millioner kroner.

Om den er lejet, eller om Ariana og Pete har haft den helt store tegnebog fremme blot få dage efter den spritnye forlovelse er uvist.

Men fortsætter de i samme hæsblæsende tempo, må der snart både være børn og vovhund på vej.

Og det er der rigeligt plads til i deres nye hjem.

Lejligheden, der ligger i Chelsea-kvarteret på Manhattan, er på hele 371 kvadratmeter, så der er rigelig plads til et hundehus og en separat børneafdeling, hvis de lever den åbenlyse forelskelse helt ud.

https://imgix.seoghoer.dk/hus_4.jpg

Det er i denne pragtejendom, at Ariana Grande og Pete Davidson er rykket ind. (Foto: All Over Press)

Der er fem værelser og et tilsvarende antal badeværelser i lejligheden, der har en fantastisk udsigt til New York City og Empire State Building.

Ejendommen huser et førsteklasses fitnesscenter, som beboerne kan bruge døgnet rundt, og vil de bare dase kan de gøre det på kanten af en 25 meter lang swimmingpool, hvor de ikke skal slås om liggestolene med menigmand.

Parret er nyforelskede og behøver næppe yderligere underholdning end hinanden for tiden, men skulle de få lyst til en tur i biffen, har ejendommen selvfølgelig sin egen store biografsal, hvor de kan flette fingre i mørket.

Som bonusinfo kan vi tilføje, at sangeren og sangskriveren Sting er nabo til parret, så der er ikke langt, hvis Ariana mangler inspiration til nye hits.

Sponsoreret indhold