Hollywood17. januar 2017

Angelina Jolie adopterede datter - nu vil moderen have kontakt

Angelina Jolie adopterede en seks måneder gammel pige fra Etiopien i 2005. Men nu vil datterens biologiske mor have kontakt til sin datter
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/7.08191586.jpg
 Foto: All Over

Angelina Jolie er efterhånden kendt for sin barmhjertighed og kærlighed til børn, hvilket har fået hende til at adoptere tre børn. Hun har desuden også tre biologiske børn med sin kommende eksmand, Brad Pitt.

En af adoptivbørnene kommer oprindeligt fra Etiopien. I 2005 blev hun dog taget under Angelina Jolies vinger kun seks måneder gammel.

Ved adoptionstidspunktet troede Angelina Jolie angiveligt, at datteren Zahara var forældreløs, og at begge hendes forældre var døde af aids. Først i 2007 blev hun klar over, at moderen ikke var død.

Hun hedder Mentewab og lever stadig i Etiopien. Hun var tvunget til at bortadoptere sin nyfødte datter i 2005 på grund af sygdom, men nu rækker hun ud efter datteren, der i mellemtiden er blevet 12 år gammel.

I et interview med det engelske medie "Daily Mail" taler hun nu om afsavnet til datteren.

- Angelina har været mere en mor for hende, end jeg nogensinde ville kunne. Hun har været hos hende, siden hun var helt lille, men det betyder ikke, at jeg ikke savner hende. Jeg savner hende hele tiden. Jeg længes efter at se hende og tale med hende hver dag. Jeg ved, hvornår hun har fødselsdag, og det gør mig ked af det, når jeg ikke kan fejre den med hende, siger hun til mediet.

Mentewab håber derfor nu på, at hun på en måde kan få kontakt til sin biologiske datter igen, selvom der er langt fra Etiopien til Hollywood.

Den ulykkelige mor er dog ikke ude på at tage datteren fra Angelina Jolie, der står midt i en skilsmisse med Brad Pitt. Tværtimod håber hun, at Angelina Jolie får forældremyndigheden over datteren Zahara.

- Jeg vil bare bede Angelina om lov til at tale med hende. Det synes jeg ikke, er for meget at bede om. Jeg vil bare gerne tale i telefon med hende, og lade hende vide, at jeg findes og tænker på hende, forklarer hun.

Om Angelina Jolie vil lade Mentewab få sit ønske opfyldt, må tiden vise. Der er dog ingen tvivl om, at børnene er det vigtigste for skuespillerinden.

Herunder kan du se billeder af hende og Brad Pitt og deres børn, imens alt stadig var fryd og gammen for de to.

Brad Pitt og Angelina Jolie (billeder af dem og deres børn)

Sponsoreret indhold