Dine penge24. oktober 2022

Dårligt nyt for elkunder: De rammes OGSÅ

Hos elselskaberne Norlys og Andel Energi er priser på fastprisaftaler for tre måneder ad gangen fordoblet
Bliver du også bekymret, når du skal tjekke den her? Så er du bestemt ikke alene.
Bliver du også bekymret, når du skal tjekke den her? Så er du bestemt ikke alene.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Så meget stiger elpriserne om aftenen

Danskerne er blevet bedre til at slukke lys og vaske tøj om natten, hvor elforbruget og -priserne er lave.

Strømforbruget er dalet med omtrent ti procent sammenlignet med samme tid sidste år.

Alligevel må forbrugerne grave dybere i lommerne for at betale elregningerne de kommende måneder.

Det gælder også for dem, der har en fastprisaftale.

Elpriserne er omtrent fordoblet i årets sidste kvartal sammenlignet med kvartalet inden, lyder det fra elselskaberne Norlys og Andel Energi, der tilsammen har omkring 1,8 millioner elkunder.

- Vores BasisEnergi-kunder, der har en tremåneders-fastpris, vil få en markant højere elpris i fjerde kvartal, siger Jack Kristensen, funktionschef i Andel Energi.

Den markant højere pris er en fordobling sammenlignet med tredje kvartal, lyder det fra både Andel Energi og Norlys.

Det skyldes, at der som følge af energikrisen er mangel på energi. Det skubber priserne op.

Kunderne i Norlys med fastprisaftalen - kaldet PuljeEl - betaler omkring 4,98 kroner per kilowatt-time fra oktober til december.

Hos Andel Energi er prisen cirka 4,84 kroner per kilowatt-time for kunder, der har fastprisaftalen BasisEnergi.

Begge selskaber fortæller, at der er tale om en fordobling sammenlignet med tredje kvartal af 2022.

Ifølge Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er der den ulempe ved fastprisaftaler, at de ikke tilskynder kunderne til at lægge deres vaner om og derved mindske elforbruget.

Både Andel Energi og Norlys anbefaler dog at skrue ned for forbruget.

- Sørg for at fylde vaskemaskinen helt op, inden man starter den. Og hvis man kan vaske på 30 grader i stedet for 40, er det en fordel, for så kræver det mindre energi, lyder rådet fra Michelle Hald, pressechef hos Norlys.

En familie med to voksne og to børn bruger normalt i omegnen af 4000 kilowatt-timer på et år.

Vil bruge milliarder på grøn omstilling

Høje priser på energi koster mange familier dyrt, og samtidig er den grønne omstilling af opvarmning i private hjem gået i stå.

Det mener De Radikale, som mandag præsenterer 12 tiltag, der skal sætte fart i skiftet fra sorte til grønne varmekilder.

- Vi vil igangsætte en egentlig kriseindsats med samme tilgang, som vi gjorde, da corona ramte. Det skal bidrage til, at 400.000 flere husstande får fjernvarme og varmepumpe i stedet for naturgas, olie og træpiller senest i 2025.

- Det er 315.000 flere, end hvis vi ikke gør noget ekstraordinært, siger den radikale partiformand, Sofie Carsten Nielsen.

Ambitionen er ifølge hende, at allerede inden udgangen af 2023 skal 175.000 danske husstande kunne frigøres fra naturgas, olie og træpiller.

Der er bred politisk enighed om, at dem, der bruger naturgas, skal over på andre billigere og grønnere varmekilder hurtigst muligt. Men mange må vente længe.

Partiet vil derfor afsætte i alt 4,2 milliarder kroner til fjernvarme- og varmepumpepuljer i 2023-2025.

Samtidig vil De Radikale lave en statslig pulje på 1,5 milliarder kroner, der skal bruges til de fjernvarmeprojekter, som høje priser på materialer eller mangel på arbejdskraft ellers kan sætte en stopper for.

Der skal også bruges 500 millioner kroner til en såkaldt grøn krise-trepart. Den skal have fokus på at skaffe arbejdskraft gennem blandt andet efteruddannelse.

I alt løber planen op i syv milliarder kroner.

Sponsoreret indhold