Burgerkæden Carl's Jr. får ENDNU en kæmpe bøde: Her er møgbeskidt

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
For travlt til at gøre rent!
Det burde være skiltet, der - udover endnu en sur smiley - møder kunderne, som kommer forbi burgerkæden Carl's Jr. i Odense i disse dage.
For det hjalp tilsyneladende ingenting, at fødevaremyndighederne i august smed en bøde på 15.000 kroner på bordet for ringe hygiejne på stedet.
Dengang lovede ejeren af burgerkæden, Salling Group, ellers, at der ville komme styr på tingene.
– Vi har strammet op på vores egenkontrol og procedure, og vi tager styrelsens påmindelse til efterretning.
– Vi betaler bøden og går videre, lød det dengang fra kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen til SE og HØR.
Men forleden fik Odense-afdelingen hos kæden, der har afdelinger fordelt over hele Danmark, igen et besøg.
Og resultatet var så nedslående, at bøden denne gang ramte 22.500 kroner.
Det er usædvanligt dårligt nyt for afdelingen, da resten af kædens afdelinger faktisk har styr på tingene.
Ifølge smileyrapporten er det problemerne fra august, der gentager sig her i december på Fyn.
I den seneste rapport kan man nemlig igen læse, at maskiner og overflader i burgerbutikken viser tydelige tegn på ikke at blive gjort rent tit nok - og godt nok:
"Nederste hængsel til virksomhedens fryseboks fremstår med større ansamling af skimmellignende belægninger."
Og rapporten fortsætter:
"Maskine der anvendes til milkshakes fremstår med indtørret opsprøjt på indersiden af afskærmning.
"Kummefryser i salgsområde fremstår med fedtede belægninger langs kanter ved låg."
Svaret fra Carl's Jr. på den omfattende kritik er dog noget mere kort og kontant:
- Vi har haft travlt.
Det får stedets ansatte så også med at gøre bedre rent, hvis de ikke snart skal løbe ind i en dyr gentagelse af myndighedernes besøg.