Det frække12. februar 2024

Har du glemt at planlægge en romantisk Valentin? Her er den alternative version

Mange restauranter er bookede 14. februar, men vi har en nødplan til dem, der gerne vil prøve noget nyt
Couple tasting red wine in high-quality restaurant, winemaking traditions, date
Hvis du ikke kan få bord på Valentinsaften, må du enten være romantisk derhjemme. Eller gå på burgerbar.
 FOTO: Colourbox.com

Da denne artikels forfatter forsøgte sig udi kunsten af være romantisk på forskud og således ville booke bord på en restaurant Valentinsdag, 14. februar, måtte han erkende, at han var sent ude.

Adskillige af de udvalgte restauranter i Københavnsområdet var fuldt bookede, hvilket hører til sjældenhederne en ganske almindelig onsdag dybt i danske vinter.

Efter en manuel gennemgang af diverse restauranters bookinger i uge 7 kan vi konstatere, at langt flere steder melder fuldt hus denne onsdag end fx tirsdag og den ellers mere populære torsdag.

Fordi intet siger 'jeg elsker dig' som en velkrydret curry, tog vi fat i Abid, der har haft den indisk-pakistanke restaurant Al-Diwan på Vesterbrogade i København i mere end 30 år. Han må kunne sige noget om udviklingen. Det kunne han:

- Det har været en stigende trend de sidste 10 år. De sidste 7-8 år har vi lavet 2-3 fastlagte menuer, som gæster kan vælge til Valentinsdag. Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, og folk har været glade for det. På den måde har vi også mere tid til gæster og kan yde bedre og mere fokus-orienteret service, mere end hvad man gøre i en travl weekend.

Brætspil for viderekomne

Hvis du ikke kan få bord på det ønskede sted, er der stadig håb for dig, for vi har forsøgt at sammensætte en alternativ Valentinsaften for romantikere, der er for sent ude.

Fordi intet siger 'jeg elsker dig' som lystfyldt leg, skynder du dig ind på Danmark største sexshop Sinful.dk, der i samarbejde med en Løvens Hule-deltager sælger det romantiske brætspil Sinful x Cheers. Vi citerer fra hjemmesiden:

'Sinful x Cheers er ikke bare et almindeligt brætspil. Det er en rejse gennem latter, leg og læring om hinanden på en helt ny måde. Det er det perfekte supplement til en romantisk aften, et krydderi til parforholdet, og en kilde til uendelige smil og en dybere relation.

Spillet består af tre forskellige kortkategorier: Playful, Honesty og Freaky.

Kategorierne guider jer gennem kreative spørgsmål og intime udfordringer, hvor I får chancen for at udforske hinandens inderste tanker og følelser. Det vil ikke kun bringe jer endnu tættere på hinanden, men også styrke jeres forhold på en helt ny måde.'

Desværre leverer de først til marts. Så når du nu alligevel er derinde, køber du baseks Romantic Weekend Play Par Sæt. For kun 159 kroner får du en pose blandede legetøjsgodter, som kildefjer, vibrator og rosenblade, der sikrer en fræk Valentin.

'Nduja

Ude i Sydhavnen i København ligger den italienske delikatesse-pusher Supermarco. Her er gastronomen Niklas PR-ansvarlig. Han laver blandt andet populære tiktok, som lærer danskere, hvordan man egentlig udtaler foccacia, porchetta og espresso. Her er hans bud på en Valentinsaften med italiensk accent.

- Man tager naturligvis i Supermarco og oplever ægte Italiensk stemning og nyder et glas i vinbaren. Så køber man 'nduja, en slags smørepølse, der er et afrodiasiakum med masser af chili fra Calabrien samt en Burrata-ost, der med sin bløde cremede indre er en sanselig og nærmest intim oplevelse.

Supermarco har ikke onlinesalg, så måske må du nøjes med at gå i din lokale supermarked eller delikatessebiks.

Hvad med den romantiske Lady og Vagbonden-spaghetti med kødboller?

- Det er en amerikansk ret, som de italienske indvandrere opfandt i New York, så den anbefaler jeg ikke. Den er måske også lige lovlig tung ret til en romantisk aften, siger Niklas, der minder læserne om, at intet siger 'jeg elsker dig' som krydret pølse og ost.

Cocktail

Således opmuntrede er I nu klar til næste punkt på den alternative Valentinsaften. Fordi intet siger 'jeg elsker dig' som en 80 hestes brandert, har vi fået hjælp af manden bag Danske Cocktails, der laver informative tiktoks. De har ofte temaet 'hvor fuld kan man være' på fx jobcentret, Fars dag, første date, første møde med svigerfamilien. Svaret er selvfølgelig meget fuld.

Således også i denne helt nye, som handler om, hvorfor og hvordan man skal drikke sig helt ned på Valentinsdag.

- Fyld lommelærken op med Jägermeister og smæk et par dåseøl i lommerne og så ind på Rådhuspladsen og find pølsevognen, hvor du kan få all you can eat for 289,- Og her behøver du ikke at bestille bord i forvejen, lyder det blandt andet i videoen.

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at inde i Danske Cocktails er en komiker og hjemmebartender, der giver gode råd til begivenheder, hvor der er eller kan være alkohol involveret. Samtidig eksperimenteres der med hjemmelavede cocktails og nogle gange med klassiske cocktails. Bag profilen står Kenneth Kaadtmann, der til dagligt arbejder som kreativ direktør på et stort digitalbureau og har stået bag flere kendte og morsomme reklamer.

Og så er bare det hjem og teste det der sexlegetøj fra Sinful.dk

Sexologens bud på Valentinsaften 

Den danske sexolog og parterapeut Pasquale Paladino giver her tre hurtige bud på, hvad du kan gøre, hvis de har været lidt for sent ude med at få bord på den der romantiske lille restaurant:

Romantisk middag derhjemme: Sæt romantisk musik på anlægget, stearinlys på bordet og lav jeres egen Valentinsmiddag derhjemme. Der må gerne gøres noget ud af det, med lækre råvarer og flere retter, så det bliver ekstra specielt. Desserten kan især gøres meget romantisk, f.eks. friske jordbær dyppet i chokolade. Fyren kan stå for indkøb og tilberedelse af middagen, så han ”tager sig af” og sørger for sin Valentinskvinde. Hold gerne menuen hemmelig, så er der et spændende overraskelsesmoment til senere. Alternativt kan I begge handle ind og kokkerere, så I får mere kvalitetstid sammen.

Take away fra en ”rigtig” restaurant: Mange ”rigtige” restauranter, altså ikke din lokale cafe eller fastfood joint, har mulighed for take-away. Det betyder, at selvom det ikke er muligt at få et bord, så kan I få restaurantmad med hjem og nyde den egne omgivelser. Når I er hjemme, giver det desuden romantikken mulighed for at udvikle sig, på en anden måde, end når I er på en restaurant. Intimiteten kan hurtigt eskalere og I kan flirte, drille og ”tease” hinanden og evt. tage desserten med ind i soveværelset?

Ta’ ud i byen og få en drink: Selvom restauranterne har fuldt booket og ingen ledige borde, så kan I stadig godt tage ud og få noget tid sammen iblandt andre mennesker. Så når I har spist maden derhjemme, kan I tage ud på en vinbar, bar eller en anden beværtning og få noget at drikke sammen. Så har I stadig en romantisk date, hvor I bruger tid sammen og kan være romantiske. Husk, dybe samtaler og øjenkontakt kan dyrkes alle steder.

Sponsoreret indhold