Kendte25. april 2024 (opd. 25. april 2024)

Rebel Wilson tvinges til at fjerne dele af sin bog

Skuespillerens selvbiografi "Rebel Rising" rammer britiske boghylder, men med censur. Juridiske problemer har nemlig ført til, at delene om komikeren Sacha Baron Cohen, som hun sviner til, er pillet ud
Rebel Wilson tvinges nu til at bøje sig for komikeren Sacha Baron Cohen, der er rasende over, hvad han kalder usandheder, som hun skriver om ham i sin nye bog.
Rebel Wilson tvinges nu til at bøje sig for komikeren Sacha Baron Cohen, der er rasende over, hvad han kalder usandheder, som hun skriver om ham i sin nye bog.
 Foto: MEGA

LÆS OGSÅ: Rebel Wilson afslører orgie-fest med kongelig

Når de britiske boghandlere i dag får Rebel Wilsons erindringer "Rebel Rising" på hylderne, så mangler der noget.

Af juridiske årsager har forlaget HarperCollins nemlig valgt at fjerne passager, der handler om Wilsons samarbejde og ikke mindst personlige strid med komikeren Sacha Baron Cohen, skriver flere internationale medier.

I et kapitel beskriver hun, hvad hun mener er krænkende opførsel fra Baron Cohens side under indspilningen af filmen "The Brothers Grimsby" fra 2016, hvor hun spillede over for komikeren.

Baron Cohen har benægtet anklagerne og sagt, at de er modbevist af omfattende dokumenter og vidneudsagn fra tiden omkring filmproduktionen.

Trods de små ændringer forsikrer forlaget, at bogen stadig fortæller "den store historie", og at de redigerede sektioner kun udgør en ubetydelig del af værket.

Men en talsperson for Sacha Baron Cohen kalder censuren i bogen for en sejr:

"Harper Collins kontrollerede ikke det kapitel i bogen før udgivelsen og tog det fornuftige, men frygtelig forsinkede skridt at slette Rebel Wilsons ærekrænkende påstande, når de blev præsenteret med beviser for, at de var falske," lyder det i en skriftlig udtalelse om striden.

"Deling af usandheder er imod loven i Storbritannien og Australien. Og det er derfor ikke en "ejendommelighed", som fru Wilson mener, men et juridisk princip, der har eksisteret i mange hundrede år."

"Dette er en klar sejr for Sacha Baron Cohen og bekræfter det, vi sagde fra begyndelsen - at dette (hvad Rebel skriver, red.) er beviseligt falsk og et skamfuldt men mislykket forsøg på at sælge bøger."

Sponsoreret indhold