Kendte25. januar 2024

Christian Fuhlendorff trækker stikket: Har symptomer på stress

Den 3. januar blev Christian Fuhlendorff hentet af en ambulance. Det viste sig, at han havde symptomer på stress og derfor holder podcasten ”Hva Så?!” nu en lille pause
Christian Fuhlendorff holder en pause fra podcasten "Hva Så?!", da han har symptomer på stress.
Christian Fuhlendorff holder en pause fra podcasten "Hva Så?!", da han har symptomer på stress.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Forsvarede Katherine Diez i Femina: Undlod at nævne, at de kender hinanden privat

I podcasten ”Hva Så?!” fortalte Christian Fuhlendorff i begyndelsen af januar, at han begyndte året med at blive hentet i en ambulance den 3. januar.

Hvorfor har han dog ikke forklaret, men det gør han nu.

Det sker også i ”Hva Så?!”, hvor han i torsdagens afsnit har fået besøg af Basim.

Afsnittet med Basim har dog ligget gemt i skuffen, da Christian Fuhlendorff har besluttet sig for at trække stikket midlertidigt fra ”Hva Så?!”.

Ambulanceturen skyldtes nemlig symptomer på stress.

Det fortæller han i begyndelsen af afsnittet før gåturen med Basim sættes i gang.

– Omkring ”Hva Så?!” skal jeg lige sige noget. Lige efter nytår blev jeg sgu lige besøgt af den blinkende discobus, eller kaldt i folkemunde: Ambulance. Jeg skulle lige undersøges, fordi jeg havde det en lille smule mærkeligt.

Christian Fuhlendorff afslører, at han før har haft symptomer på stress i 2022, men dengang lyttede han ikke efter kroppens signaler.

– Det, der så sidenhen er gået op for mig er, at det havde jeg også, inden jeg skulle lave ”Det sjovt”-showet. Der fik jeg også en masse stress-symptomer. Og der begik jeg måske den fejl dengang, at jeg ikke rigtig lyttede til det. Det har jeg valgt at gøre denne her gang.

Komikeren og podcastværten er blevet rådet af nogle kloge mennesker til at holde fokus på showet ”Ærlig talt” den 31. januar, og det får betydning for ”Hva Så?!”.

– Så det betyder, at ”Hva Så?!”-podcasten for første gang i sin historie siden 2017 holder to ugers pause. Det betyder, at der kommer ikke noget afsnit 29. januar. Der kommer ikke noget afsnit 1. februar. Der kommer ikke noget afsnit 5. februar, og der kommer ikke noget ”Hva Så?!”-afsnit 8. februar.

Der kommer til gengæld nogle ”Best-off”-afsnit i perioden, så Christian kan holde fokus på sit show, familien og helbredet.

Turen på hospitalet har også gjort, at han skal finde en anden måde at arbejde på, hvilket betyder, at Fuhlendorff vil skære lidt ned på alle mulige projekter.

Og selvom det bliver mærkeligt for Fuhlendorff at holde en pause, så kan han mærke, at det er det rigtige.

Især efter kommentaren fra sønnen Conrad.

– Som Conrad sagde: ”Jeg er sådan set ligeglad med, om vi har råd til at rejse, jeg vil hellere have, at du er her, far”. Og det har han ret i. Det vil jeg også hellere.

Sponsoreret indhold