Kendte2. januar 2024

Christian Degn rørt over Mette Frederiksens nytårstale: – Det er så indlysende, at det skal ske

Tv-værten har været med til at sætte fokus på barnløshed i Danmark, og derfor var han også stolt, da statsministeren sendte en personlig tak inden nytårstalen den 1. januar
Den 3. juni 2022 blev Christian Degn og Trine forældre til Vagn. Sidenhen stod han åbent frem og fortalte om deres problemer med at blive forældre.
Den 3. juni 2022 blev Christian Degn og Trine forældre til Vagn. Sidenhen stod han åbent frem og fortalte om deres problemer med at blive forældre.
 Foto: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming sætter navn og ansigt på sin nye amour

Dronning Margrethe fyldte af gode grunde rigtig meget i Mette Frederiksens nytårstale den 1. januar.

Der blev alligevel plads til lidt politik, og her nævnte statsministeren, at regeringen vil indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to til kvinder og par, som har brug for fertilitetsbehandling.

Uddrag fra Mette Frederiksens nytårstale

For 40 år siden blev det første danske reagensglasbarn født. Et lille stykke danmarkshistorie. På 3382 gram.

Ufrivillig barnløshed rammer alt for mange. Er det ikke os selv. Så er det nogen, vi kender.

Der er stadig tabuer, vi skal have brudt. For hvor er det i grunden smukt, at så mange mennesker drømmer om at skabe nyt liv.

Også selvom man skal gennemgå krævende behandlinger, usikkerhed og ventetid.

Til jer, der sidder derude og venter på et barn. Alle jer kommende mødre og fædre. Familier i alle regnbuens farver. Som bærer rundt på en hjemløs kærlighed.

I får nu mere hjælp. Op til dobbelt så mange behandlingsforsøg. Det træder i kraft allerede i år.

Men i aften vil regeringen komme med endnu et forslag.

Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster.

Så endnu flere af jer, kan skabe den familie, I drømmer om.

I august sendte statsministeren invitationer ud til flere mennesker i Danmarks befolkning, som har brugt deres stemme til at råbe op på netop dette område.

En af dem, som var med til mødet dengang, var tv-vært Christian Degn.

I TV 2-serien ”Degn vil være far” inviterede Christian Degn og kæresten Trine Johst Vammen – som han også er forlovet med – hele Danmark ind i deres udfordringer med at blive forældre, da den altid glade vært har nedsat sædkvalitet.

Dagen derpå er det derfor også en glad og lige så stolt Christian Degn, som SE og HØR talte med.

- Det er fantastisk. Vi er bare megaglade.

- Det er vildt at tænke på, at noget, som jeg ikke rigtigt havde lyst til at snakke om, og som jeg puttede væk i en mørk krog i mit sind, endte med et møde med statsministeren og sidenhen at blive nævnt i en nytårstale.

- Nogle gange skal man ikke være så bange for at dele det, som gør ondt i livet.

Den 44-årige ”DJ Degnamite” understreger også, at han på ingen måde vil løbe med æren alene for, at der sker en masse.

- Der er så mange, som har været modige og seje, før jeg stillede mig op, men når hun skriver direkte til mig, så har det i hvert fald haft en eller anden indvirkning.

Fik personligt besked før tid

Mødet med Christian Degn, hvor blandt andet Michael Olesen, Joan Divine, Michelle Kristensen og Cathrine Wichmand også var blandt nogle af de inviterede, har gjort så stort indtryk på Mette Frederiksen, at de alle modtog en personlig tak fra statsministeren den 1. januar.

Den besked tikkede ind via Instagram før talen, hvor Mette Frederiksen gjorde dem opmærksom på, at hun ville komme ind på emnet, når hun talte til nationen klokken 18.00 den 1. januar.

Mette Frederiksen takker for mødet om fertilitet og ufrivillig barnløshed, hvor Christian Degn som en af mange valgte at dele sine tanker og erfaringer.
Mette Frederiksen takker for mødet om fertilitet og ufrivillig barnløshed, hvor Christian Degn som en af mange valgte at dele sine tanker og erfaringer.
 Foto: Privat

Men det var alligevel først lige inden talen begyndte, at det gik op for Christian Degn, hvad der var sket.

Derfor ville han tage et billede af skærmen til forevigelse, og da han vendte sig rundt, sad Trine med tårer ned ad kinderne.

Barn nummer to ikke i tankerne endnu

Selvom forslaget vil indføre gratis hjælp til barn nummer to, er det ikke fordi, at Christian og Trine nu og her har planer om, at Vagn skal være storebror med det samme.

- Det er – helt egoistisk – vildt fedt for os, når vi en dag, og jeg siger en dag, fordi det ikke er aktuelt lige nu, får mod på en lillesøster eller en lillebror.

- Men det største er, hvad det betyder for alle, som går rundt med en drøm om at få en større familie. Det er så indlysende, at det skal ske. Det er et kæmpe problem i Danmark.

Både da mødet med Mette Frederiksen fandt sted i august, og efter hendes tale i går, er Christian Degn godt klar over, at han på sin vis fortsat bruges som politisk iscenesættelse.

Men i sidste ende kunne det ikke være mere ligegyldigt for den tårnhøje tv-vært, hvis det bare betyder, at forslaget stemmes igennem og i sidste ende er med til at hjælpe mange par i Danmark med deres familiedrømme.

Sponsoreret indhold