Nyheder1. januar 2024

Mette F. slår fast: Det skal være gratis

I dag er det hvert ottende barn i Danmark, der kommer til verden efter fertilitetsbehandling
Kop til opsamling af sæd, samt sprøjte til hormon-injektion. (Arkivfoto)
Kop til opsamling af sæd, samt sprøjte til hormon-injektion. (Arkivfoto)
 Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to til kvinder og par, som har brug for fertilitetsbehandling.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale, som sendes direkte fra Marienborg mandag aften.

- Ufrivillig barnløshed rammer alt for mange. Er det ikke os selv. Så er det nogen, vi kender. Der er stadig tabuer, vi skal have brudt, siger hun.

I dag er det hvert ottende barn i Danmark, der kommer til verden efter fertilitetsbehandling, hvilket er en større stigning over få år.

Sidste år kunne kvinder og par få op til tre skatteyderbetalte forsøg med reagensglasbehandling på de offentlige fertilitetsklinikker.

Men fra nytår er det muligt at få dobbelt så mange forsøg, så kvinder og par ikke måtte opgive drømmen om et barn eller søge mod en privatklinik og selv betale for flere behandlingsforsøg.

Det vedtog Folketinget sidste år.

- Men i aften vil regeringen komme med endnu et forslag. Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster, siger Mette Frederiksen i nytårstalen.

Fødselstallet i Danmark ligger på 1,5 barn per kvinde, hvilket vil sige, at befolkningen bliver mindre og mindre fremover. Det er en politisk, demografisk og sundhedsmæssig udfordring, som vækker genlyd over hele Europa.

Det har i nogle år været et politisk ønske fra flere partier i Folketinget at give hjælp til barn nummer to.

En af udfordringerne for kvinder og par er dog ventetiden til at få hjælp til et barn. Det er uvist, om regeringen har planer på dét område.

Regeringen har et politisk flertal for sit forslag, og der ventes at være opbakning i resten af Folketinget.

Det er i år 40 år siden, at det første danske reagensglasbarn blev født. Siden da er over 100.000 børn født i Danmark, som er undfanget ved fertilitetsbehandling.

Ufrivillig barnløshed er en af de hyppigste kroniske sygdomme blandt 25-44-årige i Danmark.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er på 29,9 år i 2022. Det har været støt stigende siden 1960, hvor den lå på 23,1 år. Det fremgår af Danmarks Statistik.

Sponsoreret indhold