Hollywood2. november 2017

Hev penis frem ud af det blå: Spacey søger behandling

Mindst fire mænd anklager superstjernen Kevin Spacey for overgreb
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kevin-spacey-02112017.jpg
 Foto: All Over Press

Den dobbelte Oscar-vinder Kevin Spacey, der mandag sprang ud som fuldtids-homoseksuel efter tidligere at have dyrket både mænd og kvinder, er i gang med et hårdt og meget hurtigt fald fra tinderne.

Efter at den 46-årige Star Trek-stjerne Anthony Rapp søndag i et interveiw med Buzzfeed anklagede den dengang 26-årige Kevin Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser til den dengang 14-årige Rapp tilbage i 1986, er det kun gået én vej med Spaceys ellers så velpolerede og pletfri image.

Han skulle have modtaget en æres-Emmy den 20. november, men er nu strøget på listen over værdige modtagere af prisen.

Hans altoverskyggende hovedrolle i Netflix-serien 'House of Cards' er også i fare.

Lige nu er optagelserne til sjette og sidste sæson af succes-serien sat på hold, og det vides ikke, om de nogensinde bliver genoptaget. Det er svært at forestille sig 'House of Cards' uden Kevin Spacey i hovedrollen som Francis Underwood, og samtidig kan Netflix næppe forsvare over for omverdenen blot at køre videre, mens der verserer anklager mod seriens absolutte topnavn.

Kevin Spacey: - Den er stor hva'?

Onsdag trådte yderligere to mænd fra filmverdenen frem og fortalte, hvordan Kevin Spacey havde forgrebet sig på dem.

Den mexicanske skuespiller Robert Cavazos fortalte hvordan Kevin Spacey havde forsøgt at gramse på ham i baren i teatret Old Vic i London, hvor Kevin Spacey var teaterchef fra 2004-2015.

Også dokumentaristen Tony Montana havde haft en lignende oplevelse med Kevin Spacey på Los Angeles-værtshuset Coronet i 2003.

- Han bad mig følge med ham og lagde sin hånd i mit skød og tog fat om hele 'pakken', fortæller Tony Montana, der fik en af Spaceys venner til at hive den berusede stjerneskuespiller ud af baren, så chikanen ophørte.

Den foreløbig sidste med en Kevin Spacey-beretning er bartenderen Daniel Beal, der i 2010 som 19-årig arbejdede på en bar i West Sussex i England, hvor Spacey var gæst.

Spacey lagde an på Daniel Beal, der afviste stjernen.

Men Kevin Spacey gav ikke op så let.

Da Daniel beal gik ud for at ryge, fulgte Spacey efter.

- Inden jeg havde sagt et ord, tog han sin penis frem og sagde, 'den er stor hva'?, fortæller Beal om det ubehagelige møde med stjernen.

Spacey forsøgte at overtale Beal til at røre ved hans penis, men Daniel Beal afviste og forlod Spacey.

Storfilm i fare

Det er ikke kun 'House of Cards', der lider under sexanklagerne mod Kevin Spacey.

Nu er også storfilmen og Oscar-kandidaten 'All the money in the world' i fare.

Filmen er instrueret af Ridley Scott og handler om kidnapningen af milliardæren J. Paul Gettys barnebarn.

Kevin Spacey har en af hovedrollerne i filmen hvor han spiller over for balndt andre Mark Wahlberg og Michelle Williams, der har medvirket i 'Dawson's Creek', 'Shutter Island' med Leonado DiCaprio og Brokeback Mountain, der indbragte Williams en Oscar-nominering.

Filmen er færdigindspillet og har premiere ved juletid, men allerede om et par uger var det planen, at der skulle gøres diverse pr-fremstød for filmen, men det bliver muligvis helt uden Spacey, der i lyset af sex-sagerne ikke er den bedste billetsælger.

Kevin Spacey undskyldte mandag over for Anthony Rapp, selv om han sagde, at han ikke erindrede episoden tilbage i 1986, hvor han havde været kraftigt beruset.

Men de nyeste anklager har han ikke kommenteret.

Der er dog lanceret en meget kortfattet kommentar fra 58-årige Spaceys repræsentanter, om at han i lyset af sexanklagerne vil søge hjælp.

- Kevin Spacey bruger nu al den tid, der er nødvendig på at tale dette igennem og på at søge behandling. Lige nu ønsker vi ikke at sige mere, lød det Spaceys repræsentanter, der ikke uddyber, hvilken behandling Spacey vil søge.

Sponsoreret indhold