Hollywood31. oktober 2017

Efter sex-anklager: Kevin Spacey mister ærespris og TV-serie

Kevin Spaceys tab er stort, efter skuespilleren Anthony Rapp har anklaget ham for at gå til angreb på ham, da han var blot 14 år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/8.23306422.jpg
 Foto: All Over Press

Skandalen ruller for 58-årige Kevin Spacey, da skuespilleren Anthony Rapp i går anklagede "House of Cards"-stjernen for at gå til angreb på ham, da han var blot 14 år.

Og anklagerne får nu alvorlige konsekvenser for Spacey.

Det var ellers planlagt, at skuespilleren skulle modtage en Emmy - TV-branchens svar på en Oscar-statuette - den 20. november. Men nu oplyser arrangøren Academy og Television Arts & Sciences på Twitter, at Kevin Spacey alligevel ikke kommer til at modtage den fornemme pris.

Artiklen fortsætter under tweetet.

- Det Internationale Academy har annonceret, at det i lyset af de seneste begivenheder ikke vil ære Kevin Spacey med 2017 Intl Emmy Founders Award, lyder udmeldingen.

Kevin Spacey har i fem sæsoner siden 2013 spillet politikeren Frank Underwood i Netflix-hittet "House of Cards". Netflix har netop annonceret, at sjette sæson, der er ved at blive indspillet, bliver den sidste sæson. Det skriver Entertainment Weekly.

Flere kilder afslører dog over for TVLine, at beslutningen om at trække stikket på "House of Cards" blev taget for flere måneder siden og altså ikke har noget med Kevin Spacey-kontroversen at gøre. Alligevel offentliggjorde Netflix og producerfirmaet Media Reights Capital mandag en pressemeddelelse angående Spacey og "House of Cards":

- Media Rights Capital og Netflix er dybt foruroligede over sidste nats nyheder angående Kevin Spacey. Som svar på sidste nats afsløringer er direktører fra begge vores firmaer ankommet til Baltimore denne eftermiddag for at mødes med de medvirkende og mandskabet for at sikre, at alle fortsat føler sig sikre og støttet. Som tidligere planlagt vil Kevin Spacey ikke arbejde på settet på dette tidspunkt.

Anklagerne fra Anthony Rapp fik Kevin Spacey til at springe ud som homoseksuel.

Rapps beskyldninger gik ud på, at Kevin Spacey for 32 år siden skulle have forsøgt at lægge an på "Star Trek"-stjernen, da Rapp blot var 14 år gammel.

Kevin Spacey selv var 26 år, da hændelsen skulle have fundet sted.

I et interview med Buzzfeed fortæller Anthony Rapp, hvordan den i dag 58-årige Kevin Spacey forsøgte at forføre ham tilbage i 1986.

Spacey og barneskuespilleren Rapp arbejdede på det tidspunkt sammen på forskellige musicals på Broadway.

Ifølge Rapp var han inviteret hjem til en privat fest hos Kevin Spacey, og til sidst var alle andre gæster gået, og kun Anthony Rapp var tilbage sammen med en beruset Kevin Spacey, der forsøgte at fange sin unge kollegas interesse.

- Han løftede mig op på samme måde en brudgom løfter sin brud. Jeg tænkte: "Hvad sker der?", men jeg prøvede ikke at komme fri lige med det samme. Så lagde han mig ned på sengen og lagde sig oven på mig og holdt mig fast, siger Anthony Rapp til Buzzfeed.

Senere lykkedes det Anthony Rapp at frigøre sig fra Spaceys greb, og den unge skuespiller kunne forlade den ældre kollegas lejlighed.

- Han fulgte mig til entredøren og spurgte mig, om jeg inderst inde ønskede at gå. Jeg sagde 'ja, godnat', og så gik jeg, fortæller Anthony Rapp.

De to har mødt hinanden i professionel sammenhæng flere gange siden, men Rapp har aldrig taget hændelsen fra dengang op.

Men med baggrund i Harvey Weinstein-skandalen og hele den flodbølge af ofre for sex-krænkelser i Hollywood, der siden er stået frem, følte Anthony Rapp sig kaldet til at tage hændelsen op.

- Det handler ikke om mig og det, der skete dengang, men om at belyse nogle årtier med en adfærd, som blev tilladt fordi så mange mennesker - inklusive mig selv - valgte at tie, siger Anthony Rapp.

Og Rapps fortælling fik Kevin Spacey til at beklage den mere end 30 år gamle hændelse, som han ikke selv erindrer.

På Twitter skrev "House of Cards"-stjernen.

- Jeg har den største respekt for Anthony Rapp som skuespiller. Jeg er skræmt fra vid og sans over at høre hans historie. Jeg husker helt ærligt ikke dette møde, der skal have fundet sted for over 30 år siden. Men hvis jeg opførte mig, som han beskriver, så skylder jeg ham den mest oprigtige undskyldning for en voldsom upassende, beruset opførsel. Jeg er meget ked af, at han har båret de her følelser med sig i alle disse år, skriver Kevin Spacey.

Anthony Rapps afsløringer til Buzzfeed har fået Kevin Spacey til at tage sit liv op til revision.

- Jeg ved, der går historier om mig derude. Og jeg ved, at de har fået ekstra næring, fordi jeg altid nidkært har beskyttet mit privaliv. De, der er tæt på mig ved, at jeg har haft forhold til både kvinder og mænd i mit liv. Jeg har elsket og haft romantiske forhold til mænd gennem hele mit liv. Nu vælger jeg at leve som homoseksuel. Jeg vil tage mig af det her på en ærlig og åben måde, og det begynder med, at jeg undersøger og vurderer, hvordan jeg har opført mig, skriver Spacey.

Spacey har vundet to Oscars i karrieren for bedste mandlige birolle i "The Usual Suspects" i 1996 og for sin hovedrolle som Lester Burnham i "American Beauty" i 2000.

Rollen som Francis Underwood i "House of Cards" gav ham i 2015 en Golden Globe-statuette.

Sponsoreret indhold