Kendte10. juni 2016

Så du sagen om forsvundne Søren? Nu er der nyt

TV 2 viste torsdag aften dokumentaren ’Som sunket i jorden’. Her fulgte TV 2 i sporet på Søren Baisgaard, der pludselig forsvandt for 17 år siden og efterlod sig kone og to døtre. Nu er der nyt i sagen, som forhåbentlig kan opklare mysteriet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/166021.jpg
 (Foto: TV 2)

For 17 år siden styrtede Lone Jensens liv i grus. 2. december 1999 forsvandt hendes elskede mand – og faren til hendes to døtre – på dramatisk vis ud af deres liv.

På få timer havde den elskede og udadtil glade og positive familiefar Søren Baisgaard pakket sin kuffert, fundet sit pas og rejst ud af landet – han efterlod kun en seddel til sin kone og døtre, hvor der stod 'Jeg elsker jer og har altid prøvet at gøre tingene så godt som muligt for jer. Men nu er det slut. Jeg håber, at I trods mine ubetænksomheder får et godt liv’.'

Torsdag aften forsøgte TV 2-dokumentaren ”Som sunket i jorden” at finde ud af, hvad der skete med Søren. Desværre uden held.

For selv om noget tyder på, at han – her 17 år senere – stadig er i live, lykkedes det ikke programmet at opklare mysteriet om Søren. Men nu er der nyt i sagen – og forhåbentlig kan den nye udvikling være med til at opklare sagen.

Det skriver TV 2.

I forbindelse med TV 2s research og eftersøgning rejste programvært og journalist Jesper Elming til Thailand, og her tog han kontakt til den øverste chef for Interpol i Thailand, Sinard Ajhanwong.

- Vi opsøgte Interpol-chefen på hans kontor i Bangkok og forelagde ham sagen om den forsvundne Søren Baisgaard. Han tog ikke så meget notits af, at der var tale om en bedragerisag i millionklassen. Men da jeg fortalte, at Søren Baisgaard formentlig havde foretaget et telefonopkald fra Thailand og hjem til Danmark i 2012, fik han øjne så store som tekopper og udbrød: "He call?, HE CALL?", siger Jesper Elming til TV 2 og tilføjer.

- Han var helt overbevist om, at Søren Baisgaard stadig er i live og befinder sig i Thailand.

Derfor har Interpol nu valgt at gå ind i sagen om den forsvundne Søren.

- Interpol-chefen erklærede, at han vil gøre, hvad der står i hans magt for at opspore Søren Baisgaard. Hvis han bliver fundet, står han ifølge lovgivningen til udvisning af Thailand i mindst 10 år, forklarer Jesper Elming over for TV 2.

Søren havde en høj stilling i erhvervsrejseafdelingen hos DSB, kort tid før han forsvandt. Og kort tid før den skæbnesvangre dag var familiefaren blevet afsløret i omfattende bedrageri. Den eksakte beløb er ukendt, men ifølge TV 2-dokumentaren mener en tidligere kollega, at bedrageriet beløb sig til mellem 5 og 14 millioner kroner.

Men havde Søren forudset risikoen for, at han ville blive opdaget? I hvert fald brugte han fire timer på at pakke sine ting, skrive afskedsbrevet og forsvinde ud af landet, da han blev opdaget i begyndelsen af december 1999.

Søren boardede flere fly. Han landede blandt andet i London, før han satte kursen mod Thailand, hvor han indlogerede sig på et hotel, hvor familien havde boet før.

Men der gik ikke længe, så havde Søren også forladt hotellet – og alle sine ejendele. Han efterlod sin kuffert, sit tøj, sit pas på hotelværelse – og endnu et afskedsbrev. I brevet stod der blot ”Søren er død”.

Men Søren blev aldrig fundet – hverken død eller i live. I stedet levede Lone og døtrene videre med uvisheden hjemme i Danmark. I 2012 forsøgte familien at få Søren erklæret død ved retten – men så tog sagen en usædvanlig drejning.

Retten i Glostrup havde indrykket en annonce i den lokale avis i Phuket i Thailand, og det gav åbenbart pote. I hvert fald ringede telefonen en dag hos retten i Glostrup, og i den anden ende præsenterede en mand sig som ”Søren Baisgaard”. Han vil høre, om han stadig var efterlyst for bedrageri. Og så sagde han:

”Kan I ikke bare lade mig være i fred?”

Ingen kan helt be- eller afkræfte, om opkaldet virkelig var fra Søren.

Men det fik hvert fald flere spørgsmål til at vrimle frem.

For er Søren i live? Hvor er han? Hvad laver han? Hvorfor forlod han kone og døtre, som han elskede så højt?

Nu er håbet så, at Interpol kan være med til at finde frem til Søren – eller i det mindste finde frem til, hvad der er sket med ham.

Programmet 'Som sunket i jorden' kan ses på TV 2 Play.

Se billeder fra sagen herunder:

Som sunket i jorden - Søren Baisgaard

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_105.png

Sponsoreret indhold