Kendte2. april 2018

Nu vil hun frikendes: Pressede sin kæreste til selvmord i SMS'er

Amerikanske Michelle Carter blev sidste år idømt to et halvt års fængsel for – gennem en række SMS’er – at have presset sin kæreste til selvmord. Nu forsøger hun sammen med sine advokater at få dommen omstødt. Se alle de SMS’er, der fik hende dømt, her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/michelle_carter.png
 Fotos: Private

Sidste år faldt der dom i en yderst spektakulær, usædvanlig og makaber retssag i USA.

Her blev en dengang 20-årig Michelle Carter idømt to et halvt års fængsel for at have opfordret og tilskyndet sin kæreste til at begå selvmord tilbage i sommeren 2014.

I SMS’erne opfordrede den unge kvinde fra Massachusetts sin selvmordstruede kæreste til at tage sit eget liv – og hun hjalp ham blandt andet med at finde frem til, hvordan han skulle slutte sit eget liv.

Du kan se alle SMS’erne i galleriet nederst i artiklen.

Nu forsøger den unge kvinde at få omstødt dommen, og hun har i samråd med sine advokater indledt en appelsag, fordi dommen i deres øjne "alene bygger på ord", og derfor er en overtrædelse af Michelle Carters ytringsfrihed.

Det skriver det amerikanske medie Boston Herald.

I appellen skriver hendes forsvarsteam, at ”Carter er den første anklagede, der er blevet dømt for drab på en person, der tog sit eget liv, selv om hun aldrig overbragte de dræbende remedier eller var til stede, mens selvmordet fandt sted”.

Michelle Carter har hyret forsvarsadvokaten William W. Fick, der også repræsenterede Boston Marathon-bomberen Dzhokhar Tsarnaev, til at føre sin sag.

Højesteret i Massachusetts har allerede godkendt at kigge på appelsagen.

Sagen tog sin begyndelse i sommeren 2014, hvor Michelle Carter over en række dage sendte flere SMS’er til sin 18-årige kæreste Conrad Roy II, der boede et stykke fra hende.

I SMS’erne pressede hun sin selvmordstruede og deprimerede kæreste til at begå selvmord. Hun opfordrede ham blandt andet til at gasse sig selv ihjel ved hjælp fra en bils udstødning.

Conrad Roy II blev fundet død den 12. juli 2014, efter at han havde taget sit eget liv netop ved hjælp af en bils udstødning.

- Du siger altid, at du vil gøre det, men du gør det ikke. Jeg vil bare være sikker på, at i aften er det rigtigt, skrev hun i en SMS til Conrad på dagen for hans selvmord.

Du kan se alle SMS’erne i galleriet nederst i artiklen.

Selv når Conrad Roy II forsøgte at føre samtalen hen på andre ting, så vendte Michelle Carter tilbage til selvmordsplanlægningen.

- Hvordan var din dag, skrev Conrad Roy II blandt andet i en SMS, hvortil Michelle Carter svarede:

- Hvornår gør du det?

Under retssagen hævdede Michelle Carters forsvar, at Michelle Carter – der var 17 år, da hendes kæreste tog sit eget liv – selv kæmpede med psykiske problemer, der medvirkede til, at hun ikke så klart.

Ifølge forsvareren kæmpede den unge kvinde både med en spiseforstyrrelse og en depression, og dette var med til at svække hendes dømmekraft.

Det afholdt dog ikke dommeren fra at kende Michelle skyldig i uagtsomt manddrab. Hun risikerede op til 20 års fængsel, men modtog altså en dom på to et halvt års fængsel i august sidste år.

Du kan se SMS’erne i galleriet herunder:

SMS mellem Michelle Carter og Roy Conrad

Sponsoreret indhold