Kendte20. april 2018

10 år efter Josef Fritzl blev anholdt: Nærmest dement

10 år efter at Josef Fritzl blev anholdt for at have holdt sin egen datter indespærret som sexslave, er han begyndt at vise tegn på demens i det fængsel, hvor han afsoner sin livstidsdom. Han er desuden ramt af et skrantende helbred
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/josef_fritzl.jpg
 (Foto: All Over Press)

Torsdag den 19. april var det præcis 10 år siden, at østrigske Josef Fritzl blev anholdt efter at have holdt sin egen datter indespærret i et lydtæt rum i familiens kælder i Amstetten i Østrig.

Gennem den 24 år lange indespærring blev datteren Elisabeth voldtaget over 3.000 gange, og hun fødte ham i alt syv børn under sit årelange mareridt.

Josef Fritzl blev i marts 2009 idømt en livstidsdom og afsoner i dag sin straf i Krems-Stein fængslet, der er Østrigs mest sikrede psykiatriske fængsel.

Her har den i dag 83-årige sexforbryder tidligere arbejdet som bibliotekar i fængslet, men nu får han i stedet tiden til at gå med at lave småopgaver i det topsikrede fængsel.

Ifølge det britiske medie The Mirror er Josef Fritzls helbred begyndt at skrante, og han er begyndt at vise tegn på demens. Han har desuden hverken kontakt til sin datter eller de andre indsatte.

Ifølge det britiske medie sidder han det meste af tiden isoleret af frygt for repressalier fra de andre indsatte. Forrige år lykkedes det de indsatte at overfalde ham, efter at de havde oprettet en falsk datingprofil til ham. I den forbindelse fik Josef Fritzl slået flere tænder ud.

I april 2008 sluttede Elisabeths mareridt efter 24 lange år.

Den ældste af incestbørnene, datteren Kerstin, blev syg og måtte på hospitalet. På hospitalet blev læger og personale mistænksomme over den historie, som Elisabeths far og kidnapper fortalte.

Josef Fritzl blev anholdt og indrømmede senere, at han voldtog sin datter mindst 3.000 gange og holdt hende – og hendes seks børn – fanget i kælderen. Det syvende barn døde kort efter fødslen.

Elisabeth Fritzl er i dag 52 år og bor formentlig et hemmeligt sted i Østrig med et nyt navn og med sine seks børn, som hun fødte under det 24 år lange mareridt.

Kvinden har aldrig selv udtalt sig om sagen – men i en dokumentar, der udkom sidste år, løftede én af efterforskerne sløret for, hvad Elisabeths første ord var, efter at hun vidste, at hun var fri.

I dokumentaren ”Fritzl: What Happened Next” fortæller chefefterforsker i sagen, Willibald Reitner, at Elisabeth var overbevist om, at omverdenen ikke ville tro hendes historie, da hun blev befriet. Og derfor var hun ikke interesseret i at tale med efterforskerne.

- Hun sagde ”Ingen vil tro på mig alligevel”, fortæller Reitner ifølge Mirror i dokumentaren og tilføjer, at efterforskerne forsøgte at forklare Elisabeth, at hun var offeret i denne sag.

- Efter det sagde hun ”Hvis jeg fortæller det hele, vil de stadig ikke tro mig”, siger efterforskeren i dokumentaren fra 2017.

Da Elisabeth langt om længe indvilgede i at fortælle om sit mareridt, opstillede hun flere krav. Hun forlangte for eksempel, at hun aldrig ville se ”ham” igen. Elisabeth omtalte aldrig Josef Fritzl som sin far, men blot som ”ham”.

Herefter åbnede den østrigske kvinde op og fortalte om livet i kælderen – og hendes historie rystede ikke blot Østrig, men hele verden.

Josef Fritzl lokkede i 1984 sin dengang 18-årige datter ned i familiens kælder i Amstetten i Østrig.

Han bedøvede hende og lænkede hende fast. Dagen efter meldte han hende savnet til myndighederne og påstod, at datteren var blevet en del af en kult.

I virkeligheden holdt han hende fanget i kælderen og voldtog hende over 3.000 gange. I løbet af de næste to årtier fødte Elisabeth i alt syv børn som følge af overgrebene. Ét af børnene døde kort efter fødslen.

I april 2008 sluttede mareridtet. Elisabeths datter Kerstin blev syg – blandt andet som følge af D-vitatminmangel på grund af indespærringen – og måtte akut på hospitalet.

Her fattede lægerne mistanke til Josef Fritzl, som efterfølgende blev anholdt og sigtet for blandt andet kidnapning, indespærring, gentagne voldtægter og frihedsberøvelse.

Den 19. marts 2009 blev Josef Fritz idømt livsvarigt fængsel.

Du kan se billeder fra sagen i galleriet herunder:

Josef Fritzl (billeder fra sagen)

Sponsoreret indhold