Krimi17. december 2020

"Min elskede far forsøgte at myrde mig"

En britisk datter fortæller, hvordan det var at se sin egen far blive offer for den frygtede demenssygdom Alzheimers. Sygdommen betød blandt andet, at hendes far jagtede hende rundt i huset med en kniv, fordi han troede, at hun var en indbrudstyv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/far.jpg
 (Foto: Privat)

”Jeg gemmer mig bag sofaen i stuen og storsveder, mens jeg fumler med min mobil.

- Hvor er du, din lille tyv, råber min far, mens han løber ned ad trapperne.

- Jeg myrder dig, kan du høre mig?

Han kommer ind i rummet, og jeg kan se, at han har en kniv i sine hænder”.

Sådan indleder en britisk datter en fortælling på BBC om hendes elskede far, der pludselig forsøgte at angribe hende med en kniv i familiens hjem i Pontypool i South Wales.

Datteren Robyn Hollingworth var bare 25 år, da hendes far forsøgte at myrde hende.

Hendes far var pensioneret civilingeniør og havde altid haft styr på sit liv, sin karriere og sin familie. Men da han forsøgte at myrde sin egen datter, var han en helt anden.

Faderen var nemlig hårdt ramt af den frygtede demenssygdom Alzheimers. Og hos Robyns far viste sygdommen sig blandt andet ved, at han blev voldelig og truende.

Robyn kan takke en nabo for, at faderen ikke fik held med at slå hende ihjel.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/far.jpg
 (Foto: Privat)

Robyn og faderen. Foto: Privat

Naboen havde hørt tumult fra huset og gik derover for at se, hvad larmen skyldtes.

- Hejsa. Er alt ok her?, spurgte naboen nervøst.

- Jamen hej min kære, lød faderens svar.

”Min fars stemme var helt mild og faderlig, slet ikke sur eller morderisk, fortæller Robyn i sin beretning til BBC.

- Vi hørte larm og undrede os over, om du var ok. Hvorfor har du en kniv i hånden?

- Jamen, det er sjovt, jeg har lige haft en indbrudstyv i huset, så jeg forsøger at jage det lille monster ud, lød svaret fra Robyns far.

Samtalen med naboen distraherede faderen tilstrækkeligt til, at Robyn kunne flygte ud gennem huset.

Året forinden var faderen blevet diagnosticeret med demenssygdommen. De første symptomer havde været hans glemsomhed, og at hans sprog ændrede sig. Pludselig begyndte han at bande uhæmmet.

Robyn flyttede fra London og tilbage til hjembyen for at være tæt på familien i den svære tid. Hun kunne derfor følge på nærmeste hånd, hvor hurtigt hendes fars tilstand udviklede sig. Pludselig kunne han endevende huset i en mærkværdig jagt efter sit pas, selv om han ikke skulle på ferie.

En anden gang gik han en tur, men kunne ikke finde hjem igen, så politiet blev tilkaldt.

Kort efter blev Robyns mor syg med mordermærkekræft, men på grund af sin demenssygdom forstod faderen slet ikke alvoren af sygdommen. Da moderen skulle opereres, jokede faderen med, at hun skulle have lavet større bryster.

Robyns mor overlevede desværre ikke sin kræftsygdom – og efter hendes død slog faderens demenssygdom for alvor igennem.

Det var 10 dage efter begravelsen, at han jagtede sin datter rundt i stuen med en kniv, fordi han forvekslede hende med en indbrudstyv.

Robyn og resten af familien var ikke i tvivl om, at nu var tiden kommet til, at faderen skulle på plejehjem.

- Nogle dage sagde han ikke rigtig noget og slog ud efter mig, hvis jeg forsøgte at kramme ham. Andre gange smilede han og virkede glad, men han sagde aldrig noget, fortæller Robyn i sin beretning til BBC.

Få måneder senere blev han ramt af en lungebetændelse, han aldrig kom sig over. Faderen døde fem måneder efter, at han havde mistet sin elskede hustru og jagtet sin egen datter med en kniv.

Sponsoreret indhold