Kvinden der faldt ned fra himlen: Historien om mirakel-pigen Emma
Jo mere hun faldt, jo mere gik det op for Emma, at noget var galt. Helt galt.
Så ramte hun jorden med et dybt klask. Men hun besvimede ikke.
Hun husker i stedet hvert et sekund, hun lå i græsset med blodet sivende fra kroppen.
Hun husker den mærkelige følelse af ikke at kunne mærke sine ben.
Og hun husker, hvordan panikken og chokket skyllede ind over hende og gjorde hende endnu mere lammet.
En lykkelig og uvidende Emma på vej ned i faldskærm - sekunder senere skete ulykken. Foto: Privat
Det er fem år siden, at australske Emma Carey var involveret i en ufattelig faldskærmsulykke, der efterlod hende lam fra livet og ned.
Det er også fem år siden, at den unge kvinde begav sig ud på sin hårdeste og sejeste kamp til dato – en kamp, der i dag betyder, at hun har genvundet førligheden.
Faldskærmsulykken fandt sted blot fem dage efter, at en dengang 20-årig Emma Carey var ankommet til Schweiz. Forude lå ren lykke og eventyr – planen var, at Emma ville rejse rundt i Europa i tre måneder.
Den skæbnesvangre dag – 9. juni 2013 – havde Emma planlagt en faldskærmstur. Hun havde købt og betalt for et tandemspring, hvor en erfaren faldskærmsinstruktør ville sidde fastspændt bag hende under hele turen og sørge for, at hun kom sikkert ned på jorden igen.
Men noget gik galt. Helt galt.
Kort efter hun ankom til hospitalet, fortalte lægerne, at hun aldrig ville gå igen. Foto: Privat
Ulykkesforløbet er aldrig 100 procent blevet klarlagt, men myndighederne formoder, at instruktøren ved en fejl kom til at udløse faldskærmen for sent. Det betød, at reserveskærmen blev udløst samtidigt, hvorved begge skærme blev viklet ind i hinanden, mens Emma og instruktøren styrtede mod jorden.
De fejlslagne faldskærme sænkede kun en brøkdel af farten.
På vejen ned blev snoren fra den ene skærm snoret rundt om instruktørens hals, som besvimede. Han mærkede derfor ikke, da de ramte jorden med alt for høj fart. Det gjorde Emma derimod, og hun var med det samme klar over, at det var ryggen, den var gal med.
- Jeg var en 20-årig bekymringsfri pige, der naivt nød sin ferie. Mine tanker gik fra nærmest ingenting til pludselig at gennemtænke hele min fremtid i en brøkdel af et sekund. Hvordan ville jeg komme til Rom i morgen? Vil jeg kunne løbe igen? Vil jeg kunne lege med mine børn, når jeg får dem? Vil jeg overhoved kunne få børn? Hvordan kan nogle overhoved blive forelsket i mig? Vil jeg nognesinde kunne føle glæde igen?, spørger Emma selv på den hjemmeside, hun har lavet i kølvandet på sin ulykke.
På hospitalet konstaterede lægerne, at ryggen var brækket. Det samme var hendes korsben, bækken og kæbe. Hendes tænder var knust. Lægerne konkluderede, at hun aldrig ville komme til at gå igen.
Emma tilbragte den første måned på et hospital i Schweiz, før at hun blev fløjet tilbage til Sydney, hvor hun var indlagt i yderligere tre måneder. Forude ventede et hårdt genoptræningsforløb, men udsigten til at komme op at gå var ikke-eksisterende. Det var hvert fald, hvad lægerne sagde.
Emma er i dag 25 år og har aldrig været lykkeligere. Foto: Privat
Men Emma havde andre tanker, og hun var en hårdtarbejdende maskine, der ikke ville lade læger diktere, hvordan hun skulle leve sit liv.
Fire måneder efter ulykken tog hun mod alle odds sine første skridt – først med hjælp fra et stativ, derefter med to krykker, så med én – og til sidst kunne Emma komme fra A til B uden brug af hjælpemidler.
Hun kunne dog ikke klare de lange ture, men vigtigst af alt: hun kunne gå, og hun blev stærkere dag for dag.
I dag er Emma 25 år, og hun er blevet en kæmpe inspiration for tusindvis af mennesker verden over. Hendes Instagram-profil følges af mere end 109.000, og hun har stor succes med at male og sælge kunst.
Men ulykken kaster stadig skygger ind over hendes liv. Emma døjer stadig med store gener. Hun har problemer med sin blære og burger kateter.
Først sad hun i kørestol, men nu kan hun gå igen. Foto: Privat
Hun gennemgår stadig operationer her fem år efter, særligt i benene. Men hun har vundet mere, end hun har tabt.
Som Emma selv formulerer det:
- Når folk hører om min ulykke, tænker de oftest på det faktum, at jeg har lært at gå igen, men for at være ærlig er det ikke det, jeg er mest stolt af. Forstå mig ret, at kunne bruge mine ben er jeg lykkelig for hver dag, og jeg har kæmpet numsen ud af bukserne for at få mine ben tilbage, men jeg føler ikke, at det er den side af historien jeg gerne vil dele med verden.
- De fysiske forandringer og forbedringer har været surrealistiske, men forandringen i mit sind er noget, der rører mig hver eneste dag.
- Jeg plejede at være én af de personer, der vågnede op og levede min dag uden at tænke over det, en der så en solnedgang og var upåvirket, en der levede uden rigtigt at leve.
- Nu står jeg op og glæder mig til dagen, jeg kan næsten ikke se en solnedgang uden at græde. Jeg er så glad over at være i live, at jeg føler mig som den heldigste i verden. Jeg har fundet en måde at se skønheden i alt – i verden, i mennesker, i følelser, i det jeg lærer – og jeg føler en form for lykke, som jeg aldrig havde oplevet før ulykken.