Kendte8. november 2018

Her er massemorderen fra Californien

28-årig tidligere soldat bag masseskydning i Californien, hvor 12 blev dræbt med koldt blod
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ian-david-long-08112018.jpg

Manden, der onsdag aften klokken 23.20 lokal tid gik ind på Borderline Bar & Grill i Thousand Oaks i det sydlige Californien og dræbte 11 mennesker, inden han sårede en politimand dødeligt, var i myndighedernes søgelys i april måned.

Den 28-årige Ian David Long, der tog sit eget liv efter blodbadet, var tidligere soldat i det amerikanske marinekorps fra 2008-2013 og havde fået flere medaljer og været udsendt til Afghanistan.

En række medier udpeger ham som gerningsmanden.

I april i år blev politiet tilkaldt til det hus i Newbury Park, som han delte med sin mor.

Der lød høje støjende lyde inde fra huset, og politifolkene vurderede, at Long både virkede 'ophidset' og 'irrationel'.

En psykolog blev tilkaldt men fandt ikke grundlag for at tvangsindlægge Long, der fik lov at blive i sit hjem.

Hvorfor han dræbte 12 mennesker med sin pistol for til sidst at skyde sig selv er fortsat uvist.

Naboer fortæller, at han muligvis led af ptsd som følge af sine oplevelser i militæret.

Overlevende efter blodbadet fortæller, at han så ud som om, han vidste, hvad han havde med at gøre, da han affyrede sin Glock-pistol med udvidet magasin mod de sagesløse bargæster.

Han smed også røggranater i lokalet for at øge forvirringen og gøre det sværere for folk at flygte.

Da politiets aktionsstyrke nåede frem, havde Long skudt sig selv på et kontor i tilknytning til barlokalet.

Inden da havde han ramt en tilkaldt politibetjent med så mange skud, at betjenten døde på hospitalet af sine skader.

Det er uvist hvorfor Ian Long forlod hæren. Han avancerede til korporal, inden han stoppede, og marinekorpset henviser til deres tavshedspligt, når de bliver spurgt om årsagen til, at Ian David Long endte sin karriere som soldat.

En overgang efter militærtjenesten var han indskrevet på California State University Northridge.

En medstuderende, Blake Winnett, der delte en lejlighed med Long beskriver den senere massemorder som asocial og ubehagelig.

- Han ville aldrig hjælpe med noget i lejligheden. Han var ikke voldelig, men han var ubehagelig i sin tone. Han havde også en mærkelig vane med at lukke sig inde i garagen og tænde for musikken og så bare danse helt alene, indtil han blev helt svedig, siger Winnett.

Da han droppede ud af universitetet i 2016, flyttede han hjem til sin mor.

En nabo, den 77-årige Richard Berge, fortæller til Daily Mail, at Ian Longs mor, Colleen, levede i frygt for, hvad der ville ske med sønnen.

Ved episoden i april havde Ian Long sparket huller i flere vægge i huset og smadret en masse indbo, inden politiet blev tilkaldt.

- Men han ønskede ikke hjælp, og hans mor var ude af sig selv, fortæller Richard Berge.

Ian Longs far døde i 1999, 46 år gammel.

Torsdag morgen lokal tid var både politi og FBI inde i Longs hjem og efterforske.

Overlevende fra masseskyderiet fortæller, at Ian Long var klædt helt i sort, da han dræbte de 12 uskyldige mennesker. Han havde tildækket sit underansigt og bar solbriller og en kasket.

Han skød først en dørmand og derpå en kvindelig ansat, der tog imod entre, inden han smed røggranater ind på dansegulvet og fyrede løs.

Ofrenes identitet er endnu ikke frigivet, men der kan være tale om endog meget unge mennesker, da baren om onsdagen har tilladelse til at lukke gæster under 21 år ind.

Sponsoreret indhold