Kendte10. april 2017

Danske Martin ville bestige bjerg i Himalaya: Har været forsvundet i en måned

Danske Martin Udsen Overgaard begav sig 6. marts ud på en solo-vandretur i Himalaya i Nepal. Målet var at bestige det knap 5.000 meter høje Tsergo Ri – men noget gik galt, og ingen har set noget til den unge dansker i mere end en måned. Nu forsøger familien at indsamle penge, så der kan blive igangsat en intensiv eftersøgning
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/martin_frong.jpg
 Foto: Caremaker.dk og All Over

Det der skulle have været en uforglemmeligt og fantastisk eventyr, er endt i et sandt mareridt for en ung dansker og hans familie.

Den 6. marts begav 26-årige Martin Udsen Overgaard sig ud på en solo-vandretur i Himalaya i Nepal.

Hans mål var at nå toppen af det knap 5.000 meter høje Tsergo Ri – men noget gik galt, og ingen har set eller hørt fra den unge dansker i mere end en måned.

Tilbage sidder hans familie nu med uvisheden og frygten – og i håbet om at finde Martin har familien nu startet en indsamling på Caremaker.dk.

Familiens håb er at indsamle 180.000 kroner, så familien vil kunne lede efter Martin i det ufremkommelige område med hjælp fra blandt andet helikoptere og sporhunde.

Caremakers hjemmeside skriver familien, at de stadig nærer et håb om at finde Martin i live, selv om den unge fyr har været savnet i mere end 30 dage.

- Andre har overlevet at være forsvundet i Himalaya i længere og koldere perioder, skriver familien.

I dag, mandag, vil de to første redningshelikoptere lette fra Kathmandu lufthavn for at lede efter forsvundne Martin.

Foruden at søge fra luften vil et redningshold også blive sat af ved bjerget og bruge de næste fem dage på at finkæmme området.

En anden helikopter med tre hundeførere fra det lokale politi vil også deltage i eftersøgningen.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/martin_frong.jpg
 Foto: Caremaker.dk og All Over

Martin forsvandt 6. marts i den sneklædte Himalaya-bjergkæde. Foto: Caremaker.dk og All Over

Mysteriet om Martin begyndte tidligt om morgenen den 6. marts. Her begav den 26-årige dansker sig ud på en solobestigning af det knap 5.000 meter høje Tsergo Ri, der ligger i Langtang National Park i Nepal.

Han efterlod noget af sit tøj i et gæstehus og fortalte, at han ville vende tilbage. Men det gjorde Martin ikke.

Venner og familie har ikke hørt fra ham siden 2. marts.

De har brugt den sidste måned på at få stablet en eftersøgning på benene – og de har fundet frem til, at Martin sidst blev set omkring klokken 13.30 den 6. marts.

Her mødte en gruppe bjergbestigere Martin på toppen af Tsergo Ri. Martin valgte formentlig en anden rute ned ad bjerget, men ingen ved altså, hvad der herefter er sket.

- Alle, der kender Martin, ved, at han er det sødeste mennesker, at han spreder glæde, hvor end han går. Han dømmer aldrig nogen, men ser og forstår én. Lytter til én. Vi elsker dig Martin, og vi gør vores allerbedste for at få dig hjem, skriver familien på Caremakers hjemmeside.

Du kan støtte eftersøgningen af Martin lige her.

Sponsoreret indhold