Kendte17. oktober 2017

Kærestepar forsvandt i ørkenen: Fundet døde i hinandens arme

Ligene af to personer blev søndag fundet i Joshua Tree National Park i Californien. Man formoder, at de to lig er identisk med et amerikansk kærestepar, der forsvandt i det barske naturområde tilbage i juli. Det døde par lå i hinandens arme, da de blev fundet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/doede_i_oerkenen.jpg
 (Foto: Privat og All Over)

Søndag gjorde en gruppe vandrere et makabert fund i Joshua Tree National Park i Californien.

Her fandt man liget af to unge mennesker, der menes at være identiske med det amerikanske kærestepar, der forvandt i den californiske ødemark tilbage i juli.

De to mennesker lå døde i hinandens arme, da de blev fundet.

Det skriver det amerikanske medie KESQ.

Selv om man endnu ikke har fået bekræftet identiteten på de to lig, formodes det, at der er tale om den 21-årige Joseph Orbeso og hans 20-årige kæreste Rachel Nguyen, der forsvandt under en vandretur i ødemarken 27. juli.

https://imgix.seoghoer.dk/kaerestepar.png

21-årige Joseph Orbeso og hans 20-årige kæreste Rachel Nguyen forsvandt i nationalparken i juli måned. Foto: Privat

Parret, der ikke var erfarne vandrere, vendte ikke hjem til deres hotel som planlagt, og der blev herefter slået alarm og en større eftersøgning i selve Joshua Tree National Parken gik i gang.

Det lykkedes at finde parrets bil, men der var ingen spor af det unge par. Det kom efterfølgende frem, at Joseph Orbesos mobil var blevet opfanget af en mast i området den dag, parret forsvandt.

Men det lykkedes aldrig at finde frem til parret ved hjælp fra mobilsignalet.

Temperaturen i nationalparken nåede langt over 40 grader i juli måned, og det er derfor sandsynligt, at det unge par mistede livet, fordi de ikke havde forberedt sig grundig nok på de barske vejrforhold.

https://imgix.seoghoer.dk/22.80091806.jpg

Man formoder, at det unge par mistede orienteringen i den barske ødemark. Foto: All Over

Det var Josephs far, Gilbert Orbeso, der ledte det nye eftersøgningshold, der søndag gjorde det gruopvækkende fund. I første omgang stødte eftersøgningsholdet på tøjstykker, vandflasker og madpapir tæt ved den nordlige del af den såkaldte Maze Loop-sti.

Et stykke derfra fandt man ligene af de to mennesker. De er endnu ikke endelig identificeret, men Gilbert Orbeso er ikke i tvivl om, at der er tale om hans søn og sønnens kæreste.

- Nu er der en afslutning. Vi fandt dem. Det var vores hovedformål. Jeg håber, at de nu kan hvile i fred, siger faderen i følge flere amerikanske medier.

En talsmand for Joshua Tree National Park formoder, at det unge par er faret vild og herefter bukket under på grund af dehydrering og varmechok.

- Efter sporene at dømme er de gået i ring, siger George Land, der er talsmand for Joshua Tree National Park.

Det er langt fra første gang, at personer farer vild i ødemarker og mister livet. Tilbage i 2015 fandt man resterne af 66-årige Geraldine Largay, der tre år forinden var forsvundet under en vandretur på den såkaldte Appalachian Trail i USA. Sammen med liget fandt myndighederne også hendes dagbog, der afslørede flere detaljer om Geraldines skæbne.

Året forinden var to unge piger forsvundet under en vandretur i Panama. Flere måneder senere blev resterne af pigerne fundet – men mystikken skulle først lige til at begynde. For man fandt også pigernes rygsække, der indeholdt et kamera fyldt med en række hårrejsende billeder fra pigernes skæbnesvangre tur. Hvem tog billederne, og var de et råb om hjælp? Læs mysteriet om Kris og Lisanne her.

Sponsoreret indhold