Kendte20. april 2017

ØV! 'Fjeldaber' løb med vores Lotto-millioner

Den store pulje i Onsdagslotto røg til Norge
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lotto_2.jpg
 Foto: Søren Wesseltoft

Øv, bøv.

De har ellers oliemillioner nok, de nordmænd.

Men i aftes snuppede de også de mange, mange millioner, der var blevet proppet i puljen i Onsdagslotto efter mange måneder uden en vinder af førstepræmien, der udløses af seks rigtige vindertal og et 'supertal', der skal være identisk med et af vindertallene.

Til en enlig vinder var der lidt over 152 millioner danske kroner i puljen, der har vokset sig tyk og fed siden en gang sidste år.

Omregnet til norske kroner og med en justering for forskelle i afgifter var der hele 275 millioner norske kroner i førstepræmiepuljen.

Og de blev vundet af en gruppe på ti personer, der havde valgt at købe hver en andel i et systemspil.

Der blev således 27,5 millioner norske kroner til hver af de otte mænd og to kvinder, der havde købt sig ind i systemspillet - rare penge at have sidst på måneden!

- Jeg har en mærkelig summen i kroppen
En af de ti vindere er en 28-årig mandlig studerende fra Trondhjem.

Han stod og skruede Ikea-møbler sammen, da Norsk Tipping ringede til ham og fortalte ham om gevinsten.

- Jeg var egentlig i gang med at skrue møbler sammen, men nu må jeg lige ned at sidde. Jeg kan slet ikke fokusere - det er helt utroligt og noget, jeg aldrig havde drømt om. Jeg er jo studerende, men nu kan jeg opgradere min lejlighed til en større og med bedre udsigt, og jeg vil nok også tage ud at rejse, siger han til Norsk Tipping.

Trods alt, tillykke herfra med de mange millioner.

Den største danske gevinst er fortsat på 315 millioner kroner, og den blev vundet af en arbejdsløs mor til fem fra Helsingør.

Sponsoreret indhold