Kendte21. juni 2018

13 børn blev MISHANDLET i årevis: Alarmopkald afslører nye, rystende detaljer

Tilbage i januar blev 13 børn i alderen to til 29 år reddet fra et hus i Perris, Californien, hvor deres forældre havde holdt dem indespærret og mishandlet dem i årevis. Onsdag blev der i grundlovsforhøret afspillet alarmopkaldet fra familiens 17-årige datter, der bønfaldt alarmcentralen om at redde hendes søskende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/boern_0.jpg
 (Foto: All Over)

Tilbage i januar blev et amerikansk ægtepar anholdt og sigtet for omfattende mishandling og tortur af deres i alt 13 børn.

Onsdag dukkede der så nye, rystende detaljer op under grundlovsforhøret i den amerikanske by Riverside i Californien.

Under grundlovsforhøret blev der blandt andet afspillet det gruopvækkende alarmopkald, som familiens 17-årige datter foretog en søndag i januar, hvor det lykkedes hende at undslippe familiens hjem i Perris, Californien.

I alarmopkaldet bønfaldt den 17-årige pige med grødet og lys stemme myndighederne om at redde hendes søskende fra forældrene, David og Louise Turpin.

I opkaldet forklarede den rædselsslagne pige, at to af hendes søstre og en bror var lænket til en seng, og at hun ”ikke længere kunne klare det”.

- De vil vågne op om natten, og de vil begynde at græde, og de ville have, at jeg ringede efter nogen. Jeg ville ringe til jer, så I kunne hjælpe mine søstre, forklarede pigen ifølge Daily Mail i sit alarmopkald.

https://imgix.seoghoer.dk/huset.jpg

Skrald ude foran huset, hvor Louise og David Turpin holdt deres 13 børn indespærret i årevis. Foto: All Over Press

Opkaldet varede i alt 20 minutter, hvor den unge pige også fortalte, hvordan hun og resten af søskendeflokken blev nægtet bad, og at stanken i huset nu var så ildelugtende, at det føltes som om, at hun og hendes søskende blev kvalt.

Under onsdagens grundlovsforhør fældede moderen en tåre, da alarmopkaldet blev afspillet. Men hverken hun eller hendes mand, 57-årige David Turpin, erkender sig skyldig i anklagerne om børnemishandling, indespærring og tortur.

Tilbage i april kom det frem, at de syv ældste børn var blevet udskrevet fra det hospital, hvor de havde været indlagt siden befrielsen i januar. Under onsdagens grundlovsforhør kom det dog ikke frem, hvor børnene er i dag, eller hvordan de har det.

På deres første dag uden for hospitalet smagte de syv søskende for første gang frihed. Ifølge deres advokat plukkede de blandt andet citrusfrugter, inden at de senere på dagen lavede mexicansk mad og is til dessert.

Desuden har børnene også nydt en masse film - noget de ikke fik lov til under deres årelange indespærring.

Ifølge advokaten er børnene især begejsret for Star Wars-filmene.

De ældste af børnene har ikke prøvet at køre bil før, men fortæller ifølge advokaten, at de glæder sig til at sætte sig bag rattet.

Under et grundlovsforhør i slutningen af januar erklærede 57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin sig ikke-skyldig i anklagerne om mishandling, indespærring og tortur, men undervejs kom der gruopvækkende oplysninger frem, der indikerede, at noget var helt galt i parrets hjem i Perris, der ligger cirka 100 kilometer sydøst for Los Angeles.

Det kom blandt andet frem, at de i alt 13 børn kun fik mad én gang om dagen, og det er da også allerede kendt, at alle børn var fejl- og underernærede, da de blev reddet søndag den 14. januar.

Den 17-årige pige, der formåede at flygte fra huset og slå alarm, lignede således en pige på omkring 10 år.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/10.9323291b.jpg
 (Foto: All Over)

David og Louise Turpin nægter sig begge skyldige i alle anklager om mishandling og indespærring. Foto: All Over

I første omgang troede myndigheder også, at alle børn i huset var under 18 år. Det viste sig dog hurtigt, at syv af ofrene er over 18 år, mens det ældste offer altså er 29 år.

Tilstanden hos børnene har været så alvorlig, at deres muskelmasse nærmest var ikke-eksisterende. Den 29-årige kvinde vejede blot 37 kilo, da hun blev reddet af myndighederne. Hun har været indlagt i mere end tre måneder, men er altså én af de børn, der nu er blevet udskrevet og anbragt i et hus sammen med seks af sine ældste søskende.

Under grundlovsforhøret i slutningen af januar kom det også frem, at alle børn blev holdt indespærret og bundet med hjælp fra kæder til senge i mørke rum rundt om i huset.

De blev udsat for vold i form af slag og kvælning – og de var kun i bad én gang om året.

Alle børn har efterfølgende gennemgået omfattende undersøgelser på to lokale hospitaler, hvor de alle har været - og for de yngstes vedkommende formentlig stadig er indlagt.

Ifølge politiet fra Riverside County bærer børnene præg af både kognitive problemer og neurologiske skader.

- Der er tale om svær fysisk og psykisk vold, udtaler en anklager fra Riverside County ifølge NBC News.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/10.9322979c.jpg
 (Foto: All Over)

Familiens 13 børn blev alle holdt hjemme og havde ikke adgang til fx skole. De fik dog lov til at skrive dagbog. Foto: All Over

Det er politiets opfattelse, at den omfattende mishandling begyndte for 17 år siden, mens parret og børnene boede i Fort Worth, Texas. Familien flyttede til huset i Perris i 2014, og mishandlingen har angiveligt fundet sted i alle årene i Perris-huset.

Alle børnene er blevet født på hospitalet, men ellers har familien stort set ikke haft børnene til hverken læge- eller tandlæge. Børnene havde tilmed ikke en fast og sund døgnrytme og kunne ifølge anklageren være oppe hele natten for først at komme i seng ved 4 eller 5-tiden om morgenen.

Børnene fik skoleundervisning hjemme, men kunne ifølge anklageren ikke forklare, hvad politiet var, da de blev reddet den søndag i januar. De havde ikke adgang til at se TV eller høre radio, men fik kun lov til at føre dagbog sporadisk. En af børnene fik dog lov til at få undervisning i den lokale skole, men moderen sad uden for klasselokalet og ventede og kørte straks tilbage med barnet, når timen sluttede.

I begyndelsen af mishandlingen brugte forældrene reb til at binde deres børn fast til sengene. Senere skiftede de til kæder.

Da politiet ankom til huset søndag den 14. januar, fandt de en 22-årig kædet til et møbel. To af de andre børn havde selv vristet sig fri af kæderne.

Under en pressekonference få dage senere afslørede politiet, hvordan myndighederne blev gjort opmærksomme på sagen.

Politiet kunne fortælle, at det var den 17-årige pige, der slog alarm. Pigen havde ifølge politiet planlagt flugten i to år.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/10.9322979b.jpg
 (Foto: All Over)

Ifølge politiet bar det yngste barn - en 2-årig - som den eneste ikke præg af fysisk misrøgt. Foto: All Over

Hun sneg sig ud af et vindue kort før solopgang. Forinden havde hun med hjælp fra en mobil, hun havde fundet i huset, taget billeder som bevismateriale til politiet. Billederne viste angiveligt, hvordan de 12 andre børn lå lænket til senge i mørke rum i huset.

- Jeg ville ønske, at vi kunne give en forklaring på, hvorfor sådan en mishandling har fundet sted, men først bliver vi nødt til at hylde den modige pige, der fandt mod til at flygte fra huset og råbe efter hjælp, udtalte politiet på pressemødet få dage efter redningsaktionen.

Billederne, som den 17-årige pige tog i huset, viste ifølge politiet de ”beskidte” omgivelser, som børnene blev holdt indespærret i. Politiet tilføjede under pressemødet, at de blev mødt af et ”forfærdeligt syn”, da politiet ankom til stedet.

Også en udlejer, der tidligere har lejet et hus ud til familien, har fortalt, hvordan huset var beskidt og ødelagt, efter familien havde boet der. Der var blandt andet afføring på gulvtæpperne – og kradsemærker på døren.

Først troede udlejeren, at det måtte være familiens kæledyr, der havde lavet mærkerne, men nu frygter vedkommende, at kradsemærkerne i stedet skyldes de indespærrede børn.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/10.9322979a.jpg
 (Foto: All Over)

De 13 børn var alle underernærede og får nu tilført ekstra vitaminer, mineraler og medicin på hospitalet. Foto: All Over

Flere naboer har fortalt, at de ikke anede, at ægteparret havde børn. Flere havde således aldrig set børn i eller omkring huset.

En anden nabo fortæller, at hun havde set børnene og beskrev dem som ”vampyrer”, fordi de var så blege og kun viste sig udenfor, når det var mørkt.

Begge forældre er sigtet for 12 tilfælde af tortur, syv tilfælde af mishandling på en person over 18 år, 12 tilfælde af indespærring og seks tilfælde af børnemishandling.

57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin har erklæret sig ikke skyldig i alle anklager. De kan se frem til 97 års fængsel til livstid, hvis de kendes skyldige.

Du kan se billeder fra sagen herunder:

David Turpin og Louise Turpin

Sponsoreret indhold